En 75-årig mand er afgået ved døden, efter at han onsdag blev stukket med en skruetrækker i en moské i Odense.

Det oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

En 70-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg.

»Efter ligsyn senere i dag, hvor dødsårsagen vurderes, vil vi tage stilling til, om sigtelsen skal ændres til drab,« siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til avisen.

Den fængslede fortalte i retten, at han onsdag var dukket op ved moskeen på Lisesmindevej i Odense for at få lov til at komme ind i moskeen, som han er nægtet adgang til.

Men der opstod ifølge den 70-årige tumult, og det endte med, at den 75-årige blev stukket med en skruetrækker.

Manden selv erkender, at det var ham, der stak den 75-årige. Men han nægter, at det var et forsøg på at slå ham ihjel.

Han havde efter eget udsagn skruetrækkeren med til brug i eventuelt selvforsvar.

Den 70-årige har tidligere fået en betinget dom i forbindelse med vold ved moskeen, som bruges af bosniere. Derfor er han nægtet adgang til moskeen.

Onsdag ville han efter eget udsagn tale med dem, der bestemmer på stedet, i håb om at han ville blive lukket ind igen.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen onsdag klokken 13.16. Den 70-årige var stadig ved Moskéen da politiet ankom, og han blev anholdt på stedet.

Den 75-årige, der nu er afgået ved døden, havde en tilknytning til moskeen.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.