Det er 34 år siden, at en lejlighed i Fensmarkgade 39 på Nørrebro dannede ramme om en bestialsk forbrydelse.
Over 150 mænd er i årenes løb blevet afhørt om mordet på 23-årige Hanne With.
Alligevel er det aldrig lykkedes politiet at opklare, hvem der slog hende ihjel. Men nu er der opsigtsvækkende nyt i sagen.
Københavns Politi har tirsdag anholdt en 53-årig mand og sigtet ham for drabet nytårsnat 1990. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det er en analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut, som har ført til et gennembrud.
Analysen har nemlig påvist, at dna-materialet fra den dræbte kvindes bukser »med meget stor sandsynlighed« stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna nu findes i politiets dna-register.
I stedet for at søge efter en matchende profil har man altså i stedet ledt efter et nært familiemedlem.
Dukkede aldrig op på Hovedbanegården
Den nytårsaften, der skulle blive Hanne Withs sidste, tilbragte hun sammen med sin kæreste. Omkring klokken 21 var de på Vesterbro. Senere besluttede de sig for at tage mod centrum, hvor det var meningen, at hun skulle skaffe dem penge til at købe heroin for.
Hanne With havde været en del af det hårde prostitutionsmiljø i København i omkring seks år. Det har Jens Møller Jensen, tidligere drabschef ved Københavns Politi, fortalt i Kanal 5-programmet »Drabscheferne – de uopklarede sager«.
Han var leder af drabsafdelingen, da sagen i 2012 blev genoptaget på baggrund af nye retsgenetiske metoder, som forbedrer mulighederne for at benytte dna-spor i efterforskning.
Hanne With fik nøglen til parrets lejlighed på Nørrebro, gik ned til hjørnet af Skelbækgade og Halmtorvet og forsøgte at finde sig en kunde.
Aftalen var, at hun igen skulle mødes med sin kæreste på Hovedbanegården klokken et om natten. Hun dukkede aldrig op.
Hanne Withs kæreste blev nervøs og tog til lejligheden i Fensmarkgade på Nørrebro. Den 23-årige kvinde lukkede ikke op, da han ringede på.
Omkring klokken to om natten blev han lukket ind af en anden beboer – til et syn, han ikke var forberedt på.
Signalement af en jysk mand
På stuegulvet lå Hanne With i en pøl af sit eget blod.
Hendes hals var skåret over, og hun havde talrige knivstik på kroppen.
Blodstænk flere steder afslørede, at der havde været kamp mellem den unge kvinde og hendes morder.
En taxachauffør kunne senere fortælle politiet, at han samme nat havde samlet en yngre lyshåret mand med jysk dialekt op i Indre By. Sammen kørte de til Halmtorvet i søgen efter en prostitueret.
Her samlede de en ung kvinde op. Den jysktalende mand og kvinden aftalte en pris på 400 kroner og blev efterfølgende kørt til Fensmarkgade.
Et par dage senere henvendte endnu en taxachauffør sig til politiet.
Han mente på baggrund af den første chaufførs vidneudsagn at have kørt samme mand fra Mimersgade til Valby Station senere samme nat.
»Det er enestående«
På trods af vidneforklaringerne lykkedes det aldrig politiet at finde frem til manden i taxaen.
Men i 2012 blev sagen taget op igen. Hudceller fra de blå cowboybukser, som Hanne With havde haft på, sikrede, at man efter over 20 år kunne lave en klar dna-profil på hendes morder.
Problemet var, at der ikke blev fundet et match.
»Udfordringen er, at vi ikke kender gerningsmanden,« sagde Brian Belling, vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, til Ekstra Bladet i 2019.
Han understregede, at dna'et bevismæssigt ikke kan stå alene.
»Men får vi et »hit« på en dna-søgning, har vi i den her sag en sikker identifikation, som bevismæssigt har en værdi på 1 til 1.000.000. Det er enestående.«
Sigtet er »med meget stor sandsynlighed« ophavsmand til dna
Den 53-årige mand blev tirsdag anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland.
Han har ifølge politiet i mange år boet i området omkring Ebeltoft, Grenaa og Randers.
»I det seneste døgn har Retsgenetisk Afdeling analyseret den sigtedes dna, og resultatet viser, at manden med meget stor sandsynlighed er ophavsmand til dna-materialet på offerets tøj,« lyder det i pressemeddelelsen.
»En række efterforskningsskridt skal nu afdække sagen yderligere.«
Den sigtede fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret klokken 9.30.