Mandag aften ringede telefonen hos alarmcentralen.
Det drejede sig om en livløs 13-årig pige, der befandt sig på en adresse i Hjallerup i Nordjylland.
Adskillige patruljer og en ambulance blev omgående sendt afsted, men pigens liv stod ikke til at redde.
Nordjyllands Politi iværksatte straks det, de beskriver som en »massiv efterforskning«, og kort efter blev to personer anholdt.
Der er tale om to teenagere, en 17-årig ung mand og en 13-årig pige, oplyser politiet.
Nu er politiet i gang med at afdække hændelsesforløbet, fortæller leder af politiets efterforskning, fungerende politiinspektør Mads Hessellund.
»Vi ved at der er en relation mellem den dræbte og de to anholdte, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os om motivet for drabet,« siger han i en pressemeddelelse.
Politiet er stadig til stede
Pigen blev fundet i området omkring Hjallerup Fjernvarme, hvor politiet tirsdag morgen ifølge TV 2 fortsat er til stede.
Sådan vil det være dagen igennem, oplyser Hessellund til tv-stationen.
Politiet afviser dog at give flere informationer og vil for eksempel ikke sige noget om, hvordan pigen er død.
Nordjyllands Politi opfordrer folk, der ved noget om sagen, til at ringe 114.
»Vi understreger at vi ser på sagen som en enkeltstående og dybt ulykkelig hændelse, men vi har fuld forståelse for, hvis det afføder utryghed i området og mange spekulationer om, hvad der kan være sket,« siger Mads Hassellund.
Politiet vil overfor Ritzau ikke oplyse noget om sigtelser mod de to anholdte.

Går på samme skole
Den 13-årige pige, der blev dræbt og den 13-årige, der er blevet anholdt går på samme skole, oplyser Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev.
I dag er der blevet sendt en besked ud til skolens lærere, som møder tidligt ind, fortæller han til TV 2.
»Vi har et kriseberedskab, og det træder naturligvis i kraft i en sag som den her. Det er dybt tragisk,« siger han til tv-stationen.
Hjallerup Skole har også været i kontakt med forældrene til børn på skolen og opfordret eleverne til at møde op tirsdag.
»Vi er i fuld gang med at lave krisehåndtering og har skrevet til forældrene, at vi anbefaler, at de sender deres børn i skole, så situationen kan blive håndteret. Det er vi i fuld gang med at stable på benene lige nu,« siger distriksskoleleder Christian Bak til Ritzau.