Talsmand for Kystbanen har mistet troen på bedre tider – fremover tager han bilen

Han tror ikke, at forholdene på Kystbanen bliver bedre. Derfor tager pendlertalsmand Michael Randropp nu afsked med strækningen. Der er stadig et »væsentligt forbedringspotentiale«, erkender transportministeren.

Randropp
ARKIVFOTO: Talsmand for Pendlerklubben Kystbanen stopper efter ti år som talsmand og stiller ikke op igen, når der er valg til posten i december. Han lægger nu strækningen bag sig i mere end en forstand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I over ti år har Michael Randropp råbt op om forsinkelser, aflysninger, manglende siddepladser og højere priser på Kystbanen.

Men om godt to uger er det slut.

Da stopper han som talsmand for Pendlerklubben Kystbanen, fortæller han nu.

»Det er med knust hjerte. Knust pendlerhjerte. Absolut. Men jeg er nødt til at sige fra, mens jeg stadig kan smile til kameraet og være proaktiv. Derfor er det nu. For jeg tror simpelthen ikke på det mere. Jeg tror ikke på, at der bliver lyttet mere,« siger han.

Troen er ikke det eneste pendlertalsmanden har mistet undervejs. Han har også tabt tålmodigheden med togene, og fremover sætter han sig ind i sin Audi og kører frem og tilbage til sit arbejde. Først og fremmest fordi han sparer tid.

»Kystbanen kører langsommere, end da jeg kom til for ti år siden, og jeg kommer hurtigere ind til København med bil end med tog,« fastslår Michael Randropp.

I den tid han har været pendlertalsmand, er turen blevet fire minutter længere hver vej, og i bil sparer han hver dag 20 minutters transporttid. Og det er, når togene kører efter planen, understreger han.

Men det er ikke kun i det direkte væddeløb, at toget taber til bilen.

Benny Engelbrecht (S), transportminister

»Punktligheden på Kystbanen har over de sidste år udviklet sig i en positiv retning, selvom der stadig er et væsentligt forbedringspotentiale.«


Michael Randropps udgifter til kollektiv trafik er i gennemsnit steget med ti procent om året, siden han blev pendlertalsmand, og da han i dag har en passager med hver vej, er det billigere for dem hver især at køre bil end at tage toget.

Manglende politisk vilje

I dagligdagen er det den manglende pålidelighed, aflysningerne og forsinkelserne, der er det største problem for pendlerne, forklarer talsmanden. Selvom det er nærliggende at skyde skylden på DSB, der står for togdriften, eller Banedanmark, der tager sig af skinnerne, peger pilen ifølge Michael Randropp et andet sted hen.

Ansvaret for udfordringerne på Kystbanen ligger hos skiftende politikere på Christiansborg, der ikke har prioriteret området i tilstrækkelig grad til eksempelvis at udbygge antallet af spor på Københavns Hovedbanegård og fikse pladsmanglen i »røret« ud mod Østerport, hvor der kun er to spor til regional- og intercitytog.

»Man bliver bare ved med at presse på fra politisk side og sige, nu skal I levere, men hvis ikke ressourcerne er til det, så kan de ikke levere,« understreger han.

Hvad har du gjort ved det?

»Vi afsøgte, om vi skal have en anden løsning på Kystbanen, som vil gøre, at togene kan køre hurtigere ind til København med flere afgange. Det vil man ikke. Man vil holde fast i den togløsning, som man har i dag,« siger pendlertalsmanden med henvisning til, at han sidste år foreslog, at man indsatte S-tog på strækningen i stedet.

En beslutning, der også affødte kritik, og som var en af årsagerne til, at en ny pendlergruppe for Kystbanen tog form. De vil ikke have S-tog. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det har påvirket hans beslutning om at trække sig, svarer han:

»Overhovedet ikke.«

Han har mistet troen på, at det bliver bedre, og så kan han ikke være talsmand.

»Det er svært, når jeg ikke har nået det mål, som jeg havde håbet. Pakke sammen og sige: »Vi nåede det ikke«. Men det værste er fremtiden. Den tegner rigtig, rigtig dyster.«

DSB: »Måske lidt skidt, før det bliver rigtig godt«

Hos DSB nikker man genkendende til mange af de oplevelser, som Michael Randropp har haft i sin tid som talsmand for Kystbanen. En del af årsagen til forsinkelserne er de tog, der kommer fra Sverige, hvorimod de tog, der kører internt i Danmark, holder DSBs målsætning for rettidighed, forklarer DSBs informationschef Tony Bispeskov.

En anden årsag er, at Banedanmark længe har været i gang med at udføre »historisk mange og meget store« ombygninger af skinnenettet, etablering af nyt signalsystem og elektrificering af jernbanen. Arbejde, der forstyrrer togdriften:

»Det er vores opgave at tilrettelægge trafikken på bedst mulig vis, men indrømmet, det er svært at køre togene, som vi gerne vil,« siger han og tilføjer:

»Det er noget, som Kystbanen også har oplevet ad flere omgange. Jeg forstår godt, at det er noget, der bekymrer pendlerne. Det bekymrer også os,« siger Tony Bispeskov.

I modsætning til Michael Randropp, tror han på, at alt nok skal blive bedre, når Banedanmark er i mål, og når DSB får købt nye tog.

»Så får jernbanen samlet set – og det kunderne oplever – et gevaldigt løft. Det er måske lidt skidt, før det bliver rigtig godt.«

På Christiansborg er den nytiltrådte transportminister Benny Engelbrecht (S) også opmærksom på de udfordringer, der er på Kystbanen.

»Punktligheden på Kystbanen har over de sidste år udviklet sig i en positiv retning, selvom der stadig er et væsentligt forbedringspotentiale,« skriver ministeren i en e-mail til Berlingske.

Han fortæller, at emnet derfor er på dagsordenen, når han inden længe mødes med borgmestrene for Kystbanekommunerne og regionsrådsformanden:

»Mit fokus er på, hvordan vi på både kort og lang sigt kan sikre en bedre kvalitet og punktlighed til gavn for passagererne.«