Nu er det slut med at tage bad under Rådhuspladsen

Tiderne har ændret sig. Ingen har savnet de underjordiske brusebade under Rådhuspladsen. Nu bliver de puslerum.

bmweb
Når Rådhuspladsen bliver fuldt tilgængelig i løbet af sommeren, vil de underjordiske brusebade genopstå som puslerum. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Når Metro Cityringen åbner senere på sommeren, vil der være sat punktum for en »hemmelig« underjordisk service til københavnerne. Vi taler om de offentlige badefaciliteter under Rådhuspladsen.

Nej, vel? Kun de færreste har vidst, at de eksisterede. Endnu færre ved noget om deres historie og oprettelse.

De to baderum med brus, håndvask og toilet lå i forbindelse med de offentlige og bemandede toiletter fra oprettelsen i 1995 til den midlertidige nedlæggelse i 2010. Toiletterne var fra 1943. Det kostede ti kroner for et bad, og fem kroner for leje af et håndklæde. Siden 2010 har toiletterne været erstattet af en midlertidig container uden bad.

Når Cityringen stod færdig, skulle badene, der dengang lå under busterminalen, den hedengangne »øjebæ«, genoprettes. Men kun få har efterspurgt de offentlige bade under matadorspillets dyreste og mest eftertragtede adresse.

I stedet for de to brusebade skal der nu indrettes pusle- og familierum. Københavns Kommune havde ellers afsat 250.000 kr. til at etablere et betalingssystem til badene. Penge, der nu ryger tilbage i kommunekassen.

Se kort over Københavns offentlige toiletter her.

Når det første spædbarn om nogle måneder bliver skiftet på det underjordiske puslebord, er det altså udtryk for, at tiderne også er skiftet.

De offentlige toiletter under Rådhuspladsen som de så ud 7. juni 2019. De to brusebade, som efter planen skulle have været genoprettet i samme forbindelse, bliver til puslerum. Der findes ikke fotos af badene, som de så ud, da de eksisterede mellem 1995 og 2010 eller af de kommende puslerum. Foto: Metroselskabet Fold sammen
Læs mere

I Teknik- og Miljøforvaltningen har man således erkendt, at de beregnede 40 kr. for et brusebad under Rådhuspladsen ikke vil få efterspørgslen på en offentlig douche til at stige  - og altså ikke kunne begrunde en genåbning af badene.

Brusebadene blev ifølge enhedschef med ansvar for kommunens syv bemandede toiletter Josefine Fridlund fra Teknik- og Miljøforvaltningen oprettet, da man i 1995 totalrenoverede Rådhuspladsen og de underjordiske toiletter forud for det stort anlagte Kulturby 96-projekt. Man ventede øget pres fra tusindvis af turister og tilskuere og mente, at man havde brug for badene.

»Badene blev mest brugt af rygsækturister og udenlandske og danske hjemløse, og så kunne der godt være en vældig lang kø, når folk kom hjem fra Roskilde Festival. 10-15 badende på en dag var ikke ualmindeligt.«

Også brusebadene på Hovedbanegården er blevet nedlagt og bruges i dag som ammestue og puslerum.

»Det er lidt den samme vej, vi er gået,« siger Josefine Fridlund.

Vil man have et billigt bad, anbefaler forvaltningen Sjællandsbadet i Sjællandsgade. Her koster et brusebad 20 kr.