Et forsøg på at finde 37,4 millioner kroner i Københavns Kommunes budgetaftale for 2019 affødte fra Teknik- og Miljøforvaltningens side et forslag om at afskaffe byens bemandede legepladser og et antal af byens offentlige toiletter.
Men dette forslag skal ikke føres ud i livet, fastslår nu et kommunalpolitisk flertal, der består af Socialdemokratiet, Radikale, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Det er i alt 26 bemandede legepladser og 32 offentlige toiletter, der nu har fået forlænget liv. Det betyder, at man blot afskeder 25 medarbejdere i stedet for de foreslåede 83.
Partierne har i stedet fundet pengene ved at skære i blandt andet rejser, kampagner og administrationen i Teknik- og Miljøforvaltningen. Oven i dette kommer yderligere en besparelse, da Teknik- og Miljøforvaltningen har besluttet at skære et ledelseslag fra.
I en pressemeddelelse udsendt af budgetpartierne siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget Alex Vanopslagh (LA):
»Det glæder mig, at vi ikke har fulgt forvaltningens indstilling om at skære på borgernær velfærd, men i stedet på forvaltningens apps, rejser, administrationsudgifter og massageordninger. Det burde vi i det hele taget gøre noget oftere.«
Alex Vanopslagh fortæller til Berlingske, at han generelt synes, at der er meget fråds i Københavns Kommune:
»Når man politisk har til opgave at finde nogle penge og nogle besparelser, og man kan vælge mellem, at der er gratis massageordning for embedsmænd i Københavns Kommune, og at borgerne har adgang til gode og rene toilet-faciliteter og bemandede legepladser, så er det en fuldstændig no-brainer for mig at se.«
Borgmester: Legepladser var aldrig i fare
Mens Alex Vanopslagh er glad for Teknik- og Miljøudvalgets endelige afgørelse om, hvor der skal spares, er teknik- og miljøborgmester i København, Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen, ikke imponeret.
»Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte med alt det, der er forkert i deres udmelding. For det første skriver de, at det er på grund af rod i Teknik- og Miljøforvaltningen. Men de har siddet som ansvarlige budget-partier og ikke sat nok penge af til forvaltningen,« fortæller borgmesteren.
Enhedslisten blev sat uden for budgetforhandlingerne til 2019, da partiet ikke stemte ja til bebyggelsen på Amager Fælled.
»Og så var de bemandede legepladser jo slet ikke indstillet til at blive sparet på. Så det er jo meget flot, at de redder noget, der slet ikke har været truet. Forvaltningen har overhovedet ikke indstillet de bemandede legepladser til at blive skåret på.«
I den indstilling fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som kan læses på Københavns Kommunes hjemmeside, er de bemandede legepladser først nævnt som et muligt besparelsesområde på en liste med titlen »Alternative håndteringsmuligheder«.