København ryger ned ad liste over Europas bedste byer – men stormer frem på ét punkt

En rapport rangordner 130 europæiske byer ud fra kriterier som innovation, infrastruktur og investeringer. København, der ligger højt på listen, er i år blevet overhalet af en sydeuropæisk metropol. Til gengæld buldrer København frem i en af de seks kategorier, der ligger til grund for undersøgelsen.

København har en infrastruktur, som indbyggere i mange andre europæiske storbyer kan skele misundeligt til – blandt andet når det gælder cykelstier og kollektiv transport. Alligevel er det på et ganske andet område, at København stormer frem. Christian Lindgren / Ritzau Scan

København er en af de bedste byer at bo i. Det hører vi i hvert fald jævnligt fra bloggere og andet godtfolk, ligesom dette ofte også fremgår af rejsebøger, aviser med mere.

København er omgivet af vand – rent vand – som mange ved hver en given lejlighed kaster sig på hovedet i. Og København har en infrastruktur, som indbyggere i mange andre storbyer kan skele misundeligt til – ikke kun når det gælder kollektiv transport, for også de mange cykelstier, der forgrener sig gennem den danske hovedstad, vækker misundelse.