Få overblikket over eksplosionen i Skattestyrelsen: Det ved vi – og det ved vi ikke
Her kan du få overblikket over, hvad vi ved om, om den eksplosion, der tirsdag aften raserede facaden på Skattestyrelsen i Nordhavn. Politiet betragter situationen som et angreb, men vil af hensyn til efterforskningen endnu ikke løfte sløret for tekniske deltajer om eksplosionen.
Oprydningsarbejdet efter eksplosionen ved Skattestyrelsen i København blev påbegyndt onsdag, efter at politiet var færdige med indsamlingen af tekniske beviser. Philip Davali
Tirsdag aften klokken 22.16 blev en eksplosion ved Skattestyrelsens kontor i Nordhavn anmeldt til Københavns Politi. Ruder i bygningen var smadret, ligesom bygningens facade var blevet voldsomt beskadiget. Politiet er på jagt efter gerningsmænd.
Hvad skete der?
Adskillige ruder i Skattestyrelsens bygning blev knust og facaden var raseret. Politiet har bekræftet, at to personer opholdt sig i bygningen, men slap uskadte ud. En person, der blev såret af fragmenter fra eksplosionen, har sidenhen henvendt sig på skadestuen.
Flere vidner kunne fortælle, at »facaden på Skattestyrelsen var helt krøllet sammen som stanniol«. Braget fra eksplosionen bliver beskrevet som »en stor, dyb eksplosion« svarende til at »hundrede krysantemumbomber sprang på en gang«.
Hvad gør politiet?
Siden politiet modtog anmeldelsen tirsdag aften, har de været massivt til stede ved Skattestyrelsen. Bomberyddere har kørt Rullemarie ud, forsvarets sprængstofeksperter, EOD, har været til stede, ligesom adskillige bombehunde har afsøgt området natten til onsdag.
Berlingske var på stedet løbende. Afspærringerne er nu indkredset til området omkring Skattestyrelsens bygning. Politiet er stadig til stede onsdag aften.
Indsamlingen af tekniske beviser på gerningsstedet er afsluttet. De indsamlede beviser – samt de omkring 60 henvendelser fra borgere – skal nu undersøges og systematiseres.
Håndværkere har onsdag eftermiddag været i gang med oprydning efter eksplosionen.
Politiet oplyste på et pressemøde 16:30, at indsamlingen af tekniske beviser var afsluttet. De fortalte også, at Politiet nu har oprettet en efterforskningsgruppe i samarbejde med PET og Rigspolitiets afdelinger.
Fyns Politi oplyste på et pressemøde onsdag, at de har skærpet sikkerheden omkring statsinstitutionen på Fyn, herunder Skats bygninger i Middelfart, Svendborg og Odense.
Sådan så Skattestyrelsens bygning ud inden eksplosionen:
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Arkiv
Sådan ser Skattestyrelsens bygning ud nu:
Eksplosionen tirsdag aften smadrede vinduer og facade på Skattestyrelsens kontor i Nordhavn. Ólafur Steinar Rye Gestsson
Hvad ved vi ikke?
Politiet har kun sagt, at de betragter eksplosionen som et angreb, men af hensyn til efterforskningen er de tilbageholdende med konkrete oplysninger, såsom hvilket sprængstof der medførte eksplosionen.
Københavns Politi bekræfter, at der er tale om en kriminel handling, men kan endnu ikke sige, om det er et bevidst angreb på en offentlig styrelses bygning eller blot et tilfældigt sted, udvalgt fordi der var få mennesker i området.
Onsdag klokken 16:30 meldte politiet ud, at indsamlingen af tekniske beviser ved Skattestyrelsens bygning er afsluttet. De indsamlede beviser skal nu undersøges nærmere. Vi ved altså endnu ikke, hvilke beviser politiet har, og hvilken retning det fører efterforskningen i. Politiet er ganske tilknappet.
Vi ved fortsat ikke, hvad efterforskningssamarbejdet med PET og Rigspolitiet konkret går ud på, eller hvorvidt den nye konstellation bunder i konkrete mistænkte eller motiver.
Politiet opfordrer fortsat alle borgere, der var i området på tidspunktet omkring eksplosionen tirsdag klokken 22:16, til at rette henvendelse. Københavns Politi kan kontaktes telefonisk på 114.
Del:
Andre læser også
Danmark
Chefpolitiinspektør om eksplosionen på Østerbro: »Det er selvfølgelig en sag, som vi tager meget alvorligt«
Metropol
Sprængningsekspert: »Hvis det er en krysantemumbombe, så kræver det intet andet kendskab, end hvordan du betjener en lighter«
Indland
»Som hvis hundrede krysantemumbomber sprang«: Noget eksploderede sent tirsdag aften på Østerbro. Og mere ved vi stort set ikke