Boligselskab vil flytte 300 familier fra Mjølnerparken ud i København og sælge lejlighederne

I fremtiden må der maksimalt være 40 procent familieboliger i ghettoområderne. Det kan betyde, at 300 familier fra Mjølnerparken vil blive sendt ud i andre lejligheder i København i løbet af de næste fem år, og at lejlighederne bliver solgt til en privat udlejer, fortæller boligselskabet Bo-Vita.

Forrige lørdag demonstrerede gruppen »Almen Modstand Mjølnerparken« mod boligorganisationen Bo-Vitas planer om at sælge omkring 300 boliger i Mjølnerparken i København, hvilket kan betyde, at mange familier skal flytte fra området. Bo-Vitas forslag kommer, i forlængelse af at et bredt flertal på Christiansborg sidste år besluttede, at der maksimalt må være 40 procent familieboliger i de såkaldte »hårde ghettoområder«. Tariq Mikkel Khan

300 familier fra Mjølnerparken skal finde et andet sted at bo, deres lejligheder vil blive solgt til en privat udlejer, og det kan blive nødvendigt at tvangsflytte beboere.

Det er Bo-Vitas løsning på regeringens planer om at skabe en mere varieret beboersammensætning i de mest udsatte boligområder i Danmark.