21-årige Frida fra Nordvest om burger-restaurant: »Det er bare ikke så nice, at en fra Nye Borgerlige arbejder der«

The Barn blev kritiseret for at have Anahita Malakians fra Nye Borgerlige ansat – og fik efterfølgende en rude knust af ukendte gerningsmænd. Politikeren har nu opsagt sin stilling. Berlingske tester tolerancen i Nordvestkvarteret: Ville beboere i Nordvest selv bestille en »naziburger«?

Få hundrede meter fra The Barn i Københavns Nordvestkvarter mødte Berlingske Frida Hammershøy, 21. Hun ville ikke spise på The Barn så længe Anahita Malakians (NB) var ansat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Burgerrestauranten The Barn i Nordvestkvarteret i København fik en sten gennem ruden. Det skete kort efter, at det radikale venstrefløjsmedie Konfront udstillede restauranten på sin hjemmeside med artiklen »Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest«, fordi Anahita Malakians fra Nye Borgerlige var ansat på stedet.

Siden har Anahita Malakians sagt sit job op for at spare restauranten for yderligere hærværk.

Da lokalformand Dan Kreutzfeldt fra de Radikale efterfølgende blev spurgt til episoden, kaldte han Nordvestkvarteret for »det mest tolerante sted i København«.

Men hvor går grænsen for tolerancen? Berlingske er taget til Nordvest for at finde ud af, om beboerne i området har lyst til at spise på The Barn.


Frida Hammershøy, 21, studerer russisk på Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Frida Hammershøy, 21

Den første vi snakker med er Frida Hammershøy. Hun er studerende og glad for kvarterets mangfoldighed.

»Jeg synes, her er dejligt – Nørrebro er blevet alt for pæn. Det er Nordvest ikke endnu, på den gode måde altså. Her er der virkelig plads til alle,« siger hun.

Men når Berlingske spørger til episoden på The Barn, bliver Frida lidt mere i tvivl.

»Den må jo gerne være der, men jeg tror, jeg har det ligesom mange andre. Det er bare ikke så nice, at en fra Nye Borgerlige arbejder der.«

Det giver dig mindre lyst til at gå derind?

»Ja, jeg skal ikke derind. Det har jeg ikke lyst til at støtte op om. Det synes jeg ikke, at der er nogen grund til. Det er en forretning ligesom alle andre, og det er jo fint. Men det er ligesom, jeg ikke går i Espresso House, fordi de har dårlige arbejdsforhold.«

Men hvad tænker du så om, at der er blevet lavet hærværk på The Barn?

»Nå, det vidste jeg slet ikke. Det skal man selvfølgelig lade være med. Altså lad da bare Nye Borgerlige dø af sig selv, og stop med at smadre andre menneskers ting,« siger Frida Hammershøy.


Her Özkan Turan, 46. Han er tidligere taxachauffør. I dag kører han for Falck. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Özkan Turan, 46

Det samme mener Özkan Turan. Özkan Turan er 46 år og har ikke boet i Nordvest siden 1989. Han kommer her dog hver dag, fortæller han, og han elsker kvarteret.

»Man skal lade være med at kaste med alt muligt, fordi man er uenig. Man må tage den på en anden måde. Jeg har respekt for de fleste, men jeg har ikke noget at sige til sådan nogen som Hizb-ut-Tahrir og Jehovas Vidner. Jeg gider ikke ekstremisme.«

Ville du selv spise en burger på The Barn?

»Ja, selvfølgelig, hvis den er halal,« siger han grinende, og tager en slurk af den tyrkiske yoghurtdrik ayran, han lige har købt.


Jens Haack, 64, er jazzsaxofonist og på vej til øvelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Jens Haack, 64

Jens Haack er saxofonist og på vej til en øvesession. I den ene hånd sidder en cigaret, i den anden en saxofonkasse.

Han er glad for mangfoldigheden i Nordvest og træt af, at der kommer flere og flere folk med penge.

»Folk med penge, de har altid ondt i røven, men sådan er det ikke i Nordvest endnu,« siger Jens Haack og understreger, at der i Nordvest er plads til alle. At spise en burger et sted, hvor chefen var fra Nye Borgerlige, generer ham heller ikke.

»Nye Borgerlige synes nogle helt andre ting end mig, men det har man lov til, så længe man ikke ligesom nazisterne ville afskære andre fra at komme til fadet. Så folk må synes og tro, hvad de vil, gå med burka eller stemme på Nye Borgerlige, det er ligemeget for mig,« siger han.


Maria Birkedal, 34. Vi møde hende på vej ind i »Fresh Kebab«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Maria Birkedal, 34

Maria er 34 og bor i Nordvest. Vi møder hende på Fresh Kebab på Frederikssundsvej. Maria Birkedal føler sig tryg og tæt på det hele og føler også, at der er plads til alle.

»Der, hvor jeg bor, er der kun én udenlandsk familie. Men jeg tror ikke, det sådan er bevidst. Vi bor lige ved siden af en moské, og alle hygger sig med hinanden«.

Hvad synes du om, at der er blevet begået hærværk mod The Barn på grund af en ansat fra Nye Borgerlige?

»Det synes jeg er noget pjat. Folk må da mene, hvad de vil. Det skal andre ikke blande sig i. Hvis man har en mening, må man tale pænt om det eller holde det for sig selv.«

Hvad synes du om, at Anahita Malakians følte sig tvunget til at sige op på The Barn?

»Det, synes jeg, er virkelig åndssvagt. Folk må arbejde, lige hvor de har lyst, og mene lige hvad de har lyst til.«

Men ville du selv spise der?

»Hvis jeg vidste det med Nye Borgerlige, ville jeg muligvis overveje det en ekstra gang. Hvad sagde du restauranten hed?«

Berlingske snakkede med flere, der dog ikke ønskede at stille op med navn og foto, som ikke havde noget imod hverken Anahita Malakians eller The Barn, og gerne ville besøge stedet.