Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Tænk hvis man brugte de offentlige kroner på rengøring i stedet for kunst

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum

Rengøring eller kunst?

Hans Hauge

Hvad med de 73.000 ældre, som ikke kan få gjort rent i deres hjem? Hvad vil kommunerne gøre? Det blev KLs formand, Jacob Bundsgaard, spurgt om. Får de nu gjort rent? Nej. Der mangler penge. Han skulle lytte til regionerne. De har en løsning.

Giv de gamle moderne kunst og kultur. Det bruger regionerne nemlig millioner af kroner på til de syge. Kunst kan få de gamle til at glemme skidtet, når de kommer ind i fantasiens verden. Region Nordjylland bruger en million, Midtjylland 3,2 på kunst. Virker det? Nej, selvfølgelig ikke. Camus’ »Pesten« på infektionsafdelingen? Per Højholts »Intethedens grimasser« på hospice eller Sartres »Kvalme« på afdelingen for spiseforstyrrelser?

Tænk, hvor meget rengøring alle de millioner kunne gøre godt med.

DR for grådighed og ulighed

Peter Nedergaard

Foto: Claus Bigum.

DRs toplønninger har været kritiseret i årevis. Mange har ment, at de er ganske ude af trit med, hvad personerne er værd. Min med-Groft sagt’er, Bent Blüdnikow, har skrevet om emnet i Berlingske. Han citerer en af Danmarks førende forskere i offentlige lønninger, professor Bent Greve, for, at DRs toplønninger alt for høje: »Man kunne sagtens få højt kvalificerede folk til et lavere lønniveau.«

Senest har man i DR ansat Henrik Bo Nielsen som ny direktør for Kultur, børn og unge i DR. Det job får han godt to millioner kroner i løn om året for. Groft sagt konstaterer, at DR ikke lytter. Man VIL tilsyneladende nære grådigheden og fremme uligheden i det danske samfund. Er det en del af DRs strategi?

Renere have og flere Dannebrog

Niels Jespersen

Niels Jespersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum.

Til ingen andre end miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens (V) overraskelse har det vist sig, at landbruget efter at havde indgået en frivillig aftale i 2015, kun er lykkedes med at begrænse udledningen af kvælstof med 12 ton sidste år.

Det er temmelig langt fra de 1.451 ton, som landmændene lovede at levere til gengæld for at få lov til at at gøde mere. Vi har nemlig et system, hvor en særlig del af erhvervslivet er fritaget for den regulering og de regler, der rammer alle andre virksomheder. Ja, de får endda penge for at undlade at forurene.

Groft Sagt kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi kunne have fået, hvis fx skibsværfterne havde nydt den samme politiske benefice. Sandsynligvis renere have og flere Dannebrog derpå.