Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Karen Melchior har igen taget et dyk ned i den feministiske afgrund

Radikale feminister

Christian Marcussen

EU-parlamentariker Karen Melchior (R) har igen taget et dyk ned i den feministiske afgrund. I sommer forsøgte hun at intimidere en mand ved at inddrage hans arbejdsplads i en debat om kønsforskelle. Her sammenlignede hun i øvrigt idéen om biologiens indvirkning på kønnenes interesser med troen på, at jorden er flad. Hun har siden undskyldt det første, men nægter fortsat at tage en debat om det sidste.

Nu udbreder hun det synspunkt, at kvinder bør behandle alle mænd som potentielle rovdyr for at undgå overgreb. Bør man så også behandle alle muslimer som potentielle terrorister for at undgå terror? Bør man behandle alle pædagoger som potentielle pædofile for at undgå børnemisbrug? Vi ved det ikke. Men Groft sagt ved, at hvis man behandler Karen Melchior som en radikal feminist, så undgår man i hvert fald at blive overrasket.

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ka-tjing og tak, EU

Eva Selsing

Den skønne Union. Hvad har vi dog ikke fået af gaver fra Bruxelles gennem årene? Åbne grænser og dermed masser af dejlig indvandrervold. Økonomisk kaos i syd, som vi i nord skal betale for. Evigt slukkede glødepærer. Alkoholmarinerede føderalister og oceaner af detaillovgivning, som ingen nogensinde har ønsket. Til listen af velsignelser kan vi nu føje danske skatteborgerpenge, der går til at betale udenlandske studerendes SU. En lille halv milliard, faktisk. SU, gratis uddannelse og studielån, der ofte ikke betales tilbage.

Jamen, selvfølgelig. De liberale typer, der ikke har åbnet en bog (eller et øje) siden 1990erne, vil utvivlsomt synes, det er vidunderligt og udtryk for det reneste udsyn. Globalismøøh. Vi andre spørger, om det mon var det, vores ældre ønskede, da velfærdssamfundet blev bygget. Og så spørger vi hvor megen anstændig menneskeføde til de gamle, man kunne få for de penge.