Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagts opsang til vinterforskrækkede DFere: Kom nu i julehumør!

Cordua
Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Peters jul

Jarl Cordua

Hvad udadtil tabes skal nedadtil vindes. Med en let omskrivning af H.P. Holsts ord om industrialiseringen af Danmark efter 1864-katastrofen, beskriver det Dansk Folkepartis desperate strategi for at vinde det tabte land tilbage efter 2019-nederlaget med forsøg på at piske en stemning op.

DFs selvbestaltede linjevogter Peter Skaarup hæver straks flaget over for snart sagt enhver forretningsdrivende, der formaster sig til at falbyde varer indeholdende ordet »vinter« med påstand om, at islam har vundet yderligere terræn og følgelig afvikling af julen, som sikker konsekvens.

Først påstod man, at IKEAs vinterfest betød, at julen var afskaffet. Det var ikke sandt. Dernæst forsøgte DFere sig med Føtex’ vinterbolle. Ak. Der fandtes også en julebolle i sortimentet. Senest måtte Aldi stå for skud med sin vintermedister til trods for, at man også forhandler dens tvilling, julemedisteren.

Groft sagt vil, som Søren Espersen har for vane, opfordre vinterforskrækkede DFere til nu at komme i julehumør!

Frygt Menneskerettighedscentret

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En 30-årig dansk mand, der i årevis har kæmpet for Islamisk  Stat (IS), vil hjem til Danmark. Han har sine to børn og sin gravide hustru med. Han hedder Jacob El-Ali og han har siden 2013 kæmpet for islamister og skudt efter fotografier af danske politikere.

Han sidder i kørestol, fordi han var lidt uheldig under kampene - stakkels fyr. Ifølge Naser Khader (K) er det sandsynligt, at han vil få en mild straf på tre-fire år og derefter være en fri mand, for han er allerede dømt i Tyrkiet for sin indsats for IS, så nu kan han kun dømmes for trusler mod politikerne.

Han kan derefter forlange højeste sociale ydelse, fordi han har et handicap og arbejde kan han jo ikke. Den voksende børneflok vil medføre en anselig social overførselsindkomst.

Desuden kan vi forvente, at hans familie og hustruens familie fra Mellemøsten kan få familiesammenføring, så vi ikke overtræder internationale konventioner.
Hvis Danmark forsøger at forhindre den slags, vil vi få med Menneskerettighedscentret at bestille.