De udnyttede
Peter Nedergaard
Det er politiske initiativer gennemført med Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt som statsministere, der har sørget for disse års solide danske økonomi på trods af coronakrisen. Under sidstnævnte var reformerne godt presset frem af de Radikale, men alligevel. Den nuværende socialdemokratiske regering udnytter med stor behændighed forgængernes politisk skabte økonomiske råderum til at gennemføre sin egen politik.
Ironien er imidlertid endnu større end som så. Det er først og fremmest blå bloks økonomiske politik, som Socialdemokratiet dengang kaldte usolidarisk, der gør, at den nuværende socialdemokratiske regering kan »holde hånden under danske arbejdspladser«, hvilket den i samme åndedrag kalder en solidarisk politik. Dansk politik er og bliver en finurlig størrelse.
Objektiv journalistik
Nima Zamani
Åsa Linderborg er den svenske journalist, der førte an i kampen for at få den tidligere teaterdirektør i Stockholm, Benny Fredriksson, fældet i forbindelse med #metoo-bevægelsen. Det lykkedes. Men han endte som bekendt også med at begå selvmord.
25. oktober 2020 udtalte hun til Deadline, at #metoo-bevægelsen var medvirkende til, at objektive journalister blev til subjektive aktivister.
Lad os håbe, at 2021 bliver året, hvor journaliststanden i både Sverige og Danmark ikke længere er karakteriseret ved, at man allerede på forhånd er klar over, hvilke SoMe-aktive journalister, der er utvetydige tilhængere af #metoo- eller BLM-bevægelsen. Ja, både racisme og sexisme er »ismer«, der skal bekæmpes. Det kan de fleste af os med bare en anelse rask hjernefunktion blive enige om. Men den journalistiske dækning af disse kampe skal stadig være objektiv. Ellers er det er jo ikke journalistik.