Dem, de andre ikke vil lege med

Eva Selsing

Den er sikker hvert år. Så tidligt som menneskeligt muligt 1. januar serverer adskillige medier en skøn og hjertevarmende nyhed for de godtroende danskere. Det er selvfølgelig den om »muslimer«, der rydder op efter danskere nytårsdag på Rådhuspladsen. Sikke en multikulturel solstrålehistorie, hvad? Og så fik fordommene da ellers lige én på sinkadusen ude ved den latente racismes små, kælderklamme kakkelborde, hvad?

Fyforsatan med skyklapperne og det manglende udsyn og den hvide mand og alt det andet, man ikke kan lide.

Men altså, kære, bevidst undladende DR, TV2 og Ekstra Bladet: gid det var så vel. Sandheden er jo, at der er tale om en lille, ugleset sekt ved navn ahmadiyyaer, som er så søde at tage en nytårsoprydning. Ahmadiyyaerne er faktisk så hadet i resten af islams hus for deres reformisme og venligtstemthed over for Vesten, at lederen må bo i London. Ja, de bliver ligefrem set som kættere.

Måske I kunne tage disse små detaljer med i historien næste år, kære, redelige journalister? På forhånd tak.

Barnligt stemmefiskeri

Peter Nedergaard

Ifølge Berlingske har to ud af tre af de 175 danske folketingsmedlemmer delt et eller flere billeder af familien på de sociale medier. 77 har lagt et eller flere billeder op af deres barn på Facebook eller Instagram.

Børneforskeren Per Schultz Jørgensen er bekymret for, at selv om intentionen bag forældres ønske om at dele billeder af deres børn på de sociale medier kan være fine, er og bliver de et middel til forældrenes projekt: »Derfor synes jeg, det er noget, man skal overveje meget grundigt, for børn kommer til at blive brugt som objekter i forældrenes større projekt. De bliver et middel. Det er jo ikke en historie om børnene, jeg fortæller, nej, det er mig selv, og så er lille Mathias med til at understøtte min beretning om mig selv,« siger han.

Groft sagt er enig. Bundlinjen er, at det er stemmefiskeri. Barnligt stemmefiskeri.