Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt raser over myndighedernes bizarre prioriteter

Jespersen
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Tak til Tommy

Niels Jespersen

41-årige Tommy Mørck rejste i 2016 og i 2017 til Syrien, hvor han kæmpede sammen med den kurdiske milits YPGs mod sadisterne i Islamisk Stat. Var Tommy rejst ud med Dannebrog på skulderen, havde vi hyldet ham og hængt medaljer på hans bryst. Nu får han seks måneders fængsel for brud på terrorloven.

Groft Sagt tager dommen til efterretning. Lov er lov, og ingen står over den. Men vi raser over myndighedernes bizarre prioriteter: Hvor man nidkært retsforfølger anti-jihadisterne, er der ikke en eneste af de danske IS- og Al Qaeda-krigere, som har fået deres straf.

Den straf har det været op til Tommy og hans kammerater at levere. Hver jihadist, de fik gelejdet op til deres 72 jomfruer, var en jihadist mindre til at terrorisere den syriske civilbefolkning og planlægge attentater i Europa. For det fortjener Tommy tak og hæder.

Traumer

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Nu skal der gøres op med den blå bloks massive traumatisering af vores børn og unge. De røde agter at rulle undervisningssystemets jerndisciplin tilbage. Det kan ikke være rigtigt, at vores børn og unge skal behandles som preussiske soldater under Frederik den Store. Kadaverdisciplinen med drakoniske straffe blot for at møde for sent til timerne skal væk. Det kan ikke passe, at vi skal udsætte ungdommen for traumatiske oplevelser, der vil forfølge dem mange år frem.

Prøver, eksamener, test, krav og andre uhyrligheder skal også afskaffes. Hvorfor anvende pisk, når man med blid og forstående motivation kan få de unge til at blive helstøbte, harmoniske og sociale mennesker?

Groft sagt støtter de annoncerede forslag og håber, at de røde møder frem til afstemningen i tide.

Økonomisk analfabetisme

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Socialistisk Folkeparti vil indføre den formueskat, som Nyrup Rasmussen-regeringen afskaffede i 1996. Mere præcist vil SF have en skat på 0,5 procent af formuer på over fem millioner kroner. Partiet vil tage forslaget med ind til finanslovsforhandlingerne i. Er det nu klogt?

Lad os forestille os to personer. A bruger hele sin løn og lidt til. Han har derfor ingen formue. Han slipper for enhver form for ekstraskat. B tjener det samme som A. Men B lægger noget til side hver måned til pension, sygdom og uforudsete udgifter. Al fornuft tilsiger, at B burde præmieres for god samfundsgavnlig adfærd. Sådan vil SF imidlertid ikke have det. Det er B, som de giver et slag over nakken med en formueskat.

Groft sagt måber over den økonomiske analfabetisme.