Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Pas på, uden den orangehårede dilletant i Det Hvide Hus ender USA som Venezuela eller kommunist-Cuba – siger dilletanten selv

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

På vej mod Venezuela

Jarl Cordua

Snart nærmer tiden sig, hvor fire spektakulære år med den orangehårede dilletant i Det Hvide Hus er slut. I hvert fald, hvis man læser de enslydende meningsmålinger, der dog stadig spår Trump en genvalgschance på størrelse med sandsynligheden for en regnvejrsdag i det ellers soltørre Los Angeles. Skeptikere vil nok indvende, at alverdens kloge-åger og statistikere i 2016 blev snydt så vandet drev, da vælgere i Rustbæltet ville det anderledes. Omvendt gik midtvejsvalget i 2018 helt som spået af målingerne, idet præsidentens parti fik lammetæv af vælgerne og tabte flertallet i det ene kammer i Kongressen, Repræsentanternes Hus, og nu har udsigt til at tabe flertallet i det andet, Senatet.

Og det bliver ikke rart ifølge den stadigt mere desperate Trump. For med Joe Biden som præsident er kursen sat mod socialismen, hvor USA ender som Venezuela eller kommunist-Cuba.

Groft sagt er dog optimist og glæder sig til en verden uden strømmen af skingre Twitter-beskeder, og hvor forudsigelighed igen er konge.

A'hva’?

Eva Selsing

Der er jo snart valg i Amerika. Hvis De synes, valgkampen har varet længe, så skyldes det måske, at de hjemlige medier har ført kampagne mod Trump siden 2016. Ikke en dag uden en ny chok-, gys- og forargelseshistorie om den væmmelige orange mand, der har usurperet verdens mest magtfulde post ved hjælp af snyd og tricks og russisk indblanding. Eller, altså, det sidste passede ikke, men det skal vi ikke tale om.

Danmark er angiveligt et af de lande, hvor flest hader Trump. Det kunne måske have noget at gøre med den overordentligt ensidige dækning af alt derovrefra. Amerikansk politik fra et borgerligt perspektiv findes ikke på dansk. Skulle det derfor ske, at Trump vinder 3. november, vil danskerne være ude af stand til at forstå hvorfor. Så må medierne finde en ny søforklaring på amerikanernes fejlvalg – for det går jo vel ikke at genbruge det med Rusland?