Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Når hunronkedorerne spiller ufint, trampes alt græs ned

Søren Pind. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Hunronkedoren

Søren Pind

Den gamle dame med håndtasken, madam mim, også kendt som Marianne Jelved mødte forleden op til det hemmelige gruppemøde i Det Radikale Venstre. Men det forkerte sted – nemlig på Christiansborg, hvor det samlede pressekorps opholdt sig. Hvorefter Jelved traskede – med hele kobbelet af pressefolk efter sig – over i Det Kongelige Bibliotek.

Groft Sagt tænkte ikke nærmere over det, førend det kom frem, at Jelved på selve mødet havde foreslået Martin Lidegaard som ny radikal leder i stedet for Sofie Carsten Nielsen.

Klodset? Måske. Men denne skribents erfaringer indenfor politik skaber ikke grobund for tro på den slags tilfældigheder. Hvis den adfærd fra et gammelt radikalt ikon er repræsentativt, går de Radikale en hård tid i møde. Tag det fra en erfaren betragter: Når hunronkedorerne spiller ufint, trampes alt græs ned.

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Kommer ikke til at ske

Eva Selsing

Så er der varmluftsnyt! Regeringen vil straffe imamer, der laver shariabaserede ægteskabskontrakter med op til tre års fængsel. Det lyder jo fornuftigt, men er endnu en gratis omgang i farcen om uvirksomme tiltag i islamkonflikten. For alle ved jo godt, at vores kære retssystem ikke bryder sig om at straffe – og slet ikke de stakkels indvandrere. Islamkritikere og piger med pebersprays kan man godt gøre noget ved, men den tilvandrede uhygge skal have albuerum.

Hvis regeringen reelt ønskede at gøre noget ved problemet, ændrede man de konventioner, der tvinger os til at beværte uintegrerbare muslimer. Det vil man ikke, og det viser jo, hvem det er vigtigst at passe på. Det er nemlig ikke danskerne, men de ophøjede internationale forpligtelser. Dét er humanisme anno 2020.