Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Måske Naser Khader skal passe på med at påpege andres fejlslutninger over tid

Søren Pind. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Khaders fejlslutninger

Søren Pind

Naser Khader gør sig lystig overfor Hans Jørgen Bonnichsen – det beroliger Khader, at Bonnichsen siger, det er farligt ikke at tage de danske børn hjem fra syrien. For, som han bemærker, så har Bonnichsen taget fejl de sidste tyve år, igen og igen. Og det er ganske vist: Bonnichsen har optrådt en del i medierne. Også med en del, hvor denne signatur er bekendt med systemets irritation over hans bidrag. Og ja, det er ikke altid fejlfrit.

Men Groft sagt kan nu alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet. For få har vel gennemgået større forandring af sit sindelag siden Saulus vandrede til Damaskus end netop Naser Khader. Hvem husker ikke tiden hos de godhjertede Radikale, »radicool« i smoking flankeret af Morten Helveg og Klaus Bondam? For siden at forlade partiet – nok er nok – og danne Ny Alliance, der skulle gøre op med DF. For så at tilslutte sig de konservative, hvor nok aldrig er nok. Må Groft sagt anbefale en anden tilgang end at påpege andres fejlslutninger over tid?

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Fra systemkritik til systemslaveri

Peter Nedergaard

SFs nestor, Holger K. Nielsen, har været ude med en barsk kritik af venstrefløjen for at mangle systemkritik og evne til at tænke samfundet på en radikalt anderledes måde. I stedet er den forfaldet til blot at ville have »lidt flere penge her og lidt flere penge der«. Groft sagt er enig. Venstrefløjen er blevet systemslaver, som blot vil malke systemet for flere penge til alle hånde gode eller mindre gode formål. Vi har også en tese om, hvorfor venstrefløjen er endt i muddergrøften. Mangel på skoling i Karl Marx’ storværk, Kapitalen. Ja, kære læser, De læste rigtigt. Dengang venstrefløjens folk havde teoretisk vingesus, abstraktionsevne og erhvervserfaring, læste Groft sagt skam også gerne med i dens repræsentanters betragtninger. Nu da den på dialektisk vis er blevet alt det, som den ikke var tidligere. Det vil sige ligegyldig.