Forrige søndag udgav Berlingske en artikel, hvor jordemoder Gry Senderovitz fremlægger sit nye projekt »God Gynækologisk Undersøgelse«. Projektet skal sætte fokus på kvinders ubehagelige oplevelser ved gynækologiske undersøgelser.
Jeg er en af de kvinder, der undgår gynækologiske undersøgelser. Generelt er jeg ikke særlig glad for at gå til lægen på grund af dårlige oplevelser fra min barndom. Men når det kommer til at skulle smide benene op i bøjlerne, har jeg alligevel været ude i de vildeste krumspring for at undgå seancen. Og jeg er ikke den eneste.