Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt må anerkende DF for deres frækhed

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Frækt dobbeltspil

Jarl Cordua

Hvem er de skyldige i MELD/FELD-sagen? Er det DF og Morten Messerschmidt, der mistænkes for at have fusket med skatteyderfinansierede EU-midler for millioner? Eller er det i virkeligheden EUs svindelenhed OLAF eller Bagmandspolitiet, der nu i årevis har efterforsket sagen? Man kan komme i tvivl efter DFs pludselige omsorg for retssikkerheden. I al fald for deres nye næstformand, fordi hans sag trækker ud. Partiets advokater kalder sagen for »en skandale« – et gennemskueligt spin, hvor kanonerne vendes rundt, så anklagerne bliver til de anklagede. Mens tidligere næstformand Søren Espersen lader frustrationerne få frit løb, så imødeser Messerschmidt selv sagens afgørelse »med sindsro«. Det gør han måske, fordi det nu igen er kommet frem, at han så sent som i december 2018 nægtede at udlevere centrale bilag til OLAF.

Groft sagt må anerkende DF for deres frækhed. Først forhaler man sagens opklaring, og bagefter piver man i offentligheden over, at myndighederne ikke når til en afklaring.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Boris som EUs covid-19-rådgiver

Peter Nedergaard

EU og Storbritannien er ikke de bedste venner. Skilsmisser bringer ikke altid det bedste op i folk. Forhandlingen om bodelingen og tildelingen af ægtefællebidrag slår ofte gnister. Men det bedste er nu, hvis man stadig er på talefod efterfølgende. På samme måde burde det også være i forholdet mellem EU og Storbritannien. EU burde her krybe til korset og indrømme, at Storbritannien har været langt, langt bedre til at udrulle et effektivt vaccinationsprogram end noget EU-land. Næsten en tredjedel af alle briter er vaccinerede med første stik. I EU-landene gælder det – med undtagelse af Malta – mindre end ti procent. Groft sagt foreslår derfor at gøre Boris Johnson til rådgiver for EU-Kommissionen på deltidsbasis de næste afgørende måneder, så vi kan lære briternes hemmeligheder på området. Europæernes helbred bør være mere værd end gammelt nag.