Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Absolutely classy

Eva Selsing

Joy Mogensen, moské-indvier, kulturminister og problembarn for Mette Frederiksen, har synsninger om Det Kongelige Teater. Teatret opfører nemlig ikke nok af de musicals, Joy så godt kan lide, og det skal der laves om på. Så kan de fine folk lære at være folkelige, ha! Her i socialkammeratdanmark gør man ikke forskel på nogen eller noget – hverken på »Figaros bryllup« og »Cats«, årgangsvine og lambrusco eller på fyldte chokolader og neongrønne vingummier. Joy er nemlig i øjenhøjde.

Og bare vent. Hvis ministeren får lov til at sidde så længe, kommer fortsættelsen i 2021: Et minimumskrav til Det Kongelige Teater om at lave mindst én nyfortolkning af et Absolute Music-album om året. Det bliver kanon [indsæt jovialstavningsmellemrum] godt.

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum
Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum

Mænd som hader kvinder

Hans Hauge

Nu må vi ikke generalisere. Det er ikke alle mænd, som hader kvinder, men de fleste gør. Det kan vi lære af svenske krimier af Stieg Larsson. Mon ikke hans krimier har ligget på Marie Valentin Becks kakkelbord? Hun er noget så eksotisk som »Diversitetsstrategisk rådgiver«. I »årtusinder«, påstår hun, har der været manglende ligebehandling af kvinder. De er blevet »nedvurderet« i nok ligeså mange årtusinder? Vil det sige, at mænd altid har nedvurderet deres mødre? Lillemor? Deres døtre? Og deres elskede hustruer? Ja. Men nu er det slut, konkluderer Beck. Målet er nået. Beck er ligestillet. Pyha, det var en hård kamp, der begyndte på savannen i Østafrika for årtusinder siden, men så faldt Frank Jensen. Sejren er hjemme.