Kunstakademiet for kunstnere
Eva Selsing
Giv de stakkels kunststuderende frihed! En række kunstnere har forfattet en klagesang til kulturministeren. De kræver armslængde, efter at rektoren på Kunstakademiet og den buste-ødelæggende lektor er blevet henholdsvis fyret og bortvist.
Groft sagt synes, at de utroligt rebelske, men alligevel politisk hyperkonforme og 100 pct. statsstøttede kunstnere og studerende har en pointe: Kunsten trives godt i frihed. Så tag alle ansatte og studerende på akademiet og sæt dem på gaden uden så meget som en klink i subsidier fra de skatteborgere, de alligevel hader som pesten. Lad dem producere deres fortænktheder på markedsvilkår; måske de kan finde en kulturkomplekseret rigmand eller to, der er dum nok til at agere mæcen. Og så kan vi andre genopfylde Kunstakademiet med kunstnere og undervisere i stedet for venstreekstreme aktivister. Alle vinder!
Lys for enden
Lars Møller
Det forlyder fra regeringen, at der er lys for enden af tunnelen mht. coronakrisen. Groft sagt vil ikke ødelægge denne optimistiske udmelding, men bør dog påpege, at der findes to muligheder, når man ser lys for enden af en tunnel. Den ene er, at man nærmer sig udgangen og er på vej ud i dagslyset. Den anden at et modkørende tog er på vej mod én for fuld fart. Første mulighed er absolut at foretrække, men der bør planlægges for begge.
Groft sagt vil derfor opfordre til, at regeringen ikke straks bortskaffer de opbyggede beredskabslagre af værnemidler, respiratorer og medicin for at indhøste fredsdividenden og spare penge. Erfaringerne fra 2020 bør være, at en vis forberedthed er at foretrække, uanset hvad regnearksbaserede bureaukrater måtte mene.