Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Jo, 90-årige Else på Kongsgården blev udsat for onde hænder

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Onde hænder

Eva Selsing

De har set sagen om mishandlingen af 90-årige Else på plejecentret Kongsgården i Århus? Varme hænder-juntaen rykkede straks ud i form af en FOA-formand, der vrængede, at »plejepersonale skal ikke i offentlig gabestok.« Så ved man, hvem der er vigtigst her.

En eller anden psykolog-relativeringsekspert ved navn Dorthe sagde om modbydelighederne, at »der ikke findes onde mennesker.« Hvilket selvfølgelig er løgn. Der findes mennesker, som vælger at behandle andre som genstande og ikke levende væsner med krav på respekt, og det er ondt. Sådan ser ondskaben også ud. De ekstremt varme, ekstremt dygtige, ekstremt professionelle hænder, der voldte Else skade, var onde. Onde hænder. Sig det så, både jer i den faginteressevaretagende junta og bortforklaringspsykologen: Elses lidelser skyldtes onde hænder. IKKE nedskæringer og neoliberalisme, og hvad grådige fagforeningstyper ellers finder på.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Krænker angelsakserne os?

Peter Nedergaard

Danish Pastry – eller blot Danish – er et stykke kage, der kan erhverves i store dele af den engelsktalende verden. Det er tilmed ganske populært. Vi kalder det selv wienerbrød. Det er et meget sukkerholdigt og helt igennem ledløst stykke kage, som ikke ligefrem er en skønhedsåbenbaring at se på.

Groft sagt spekulerer på, om det ikke er en krænkelse af danskerne, at navngive et sådant stykke kage »Danish«. Antydes det ikke ligefrem, at vi ingen rygrad har? At vi udelukkende spiser usundt? At vi ligner »bagerens dårlige øje«? Skal vi virkelig finde os i dette?

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Forbud, forbud, forbud

Hans Hauge

Robert Petersen var professor i eskimologi ved Københavns Universitet, og han var ikke så oplyst som Hansens Is, der har fjernet Eskimo-isen, fordi ordet kan opfattes racistisk. Robert Petersen var en sand konstruktivist og sagde, at eskimologien havde opfundet eskimoerne, men Hansens Is bryder sig ikke om konstruktivister som Petersen.

Spørgsmålet er, om Hansens Is ikke burde forbyde is med chokoladeovertræk? Hvad minder de om? Assimilerede Onkel Tom-typer: Sorte udenpå, men hvide indeni. Måske skulle vi helt forbyde sproget. Så kan ingen blive krænket. Vi kunne i stedet for ord blot vise den ting frem, som vi tænker på. På iskiosker kunne der være pegeplader. Der vil blive stille i verden. Og på KUA skal de huske at omskrive, hvad der står om Robert Petersen.