Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Ekskommunikér
Eva Selsing
Kulturminister Joy Mogensen vil alligevel ikke åbne kirkerne i påsken, som der ellers var tale om. Og det er ikke engang ateisterne og de andre enceller, der kræver Guds huse lukket. Næ, det er såmænd nogle »bekymrede« præster.
Nu er ekskommunikation ganske vist en katolsk disciplinærstraf, men man kunne jo låne lidt fra vore papistiske venner her i nødens stund. For hvad godt skal der egentlig komme ud af at have præster rendende i kirkerne, som helst så dørene lukket? Og så i en krisetid, hvor det sande ord er hårdt tiltrængt for så mange? Var der en stærkere kristendom at finde i folkekirken, smed man disse åndskvaksalvere på porten.

Gavner musik?
Hans Hauge
Der siges meget sludder om det gavnlige ved fællessang for tiden. Det er værst, når musikforskere begynder at udtale sig, for de begynder straks at snakke om et eller andet stof, der udløses i hjernen, når hjernen – og ikke mennesket – hører musik.
Men musik (og fællessang) er ikke gavnligt, fordi det gør noget ved hjernen. Var det tilfældet, skulle vi ændre syn på alle de sange, som nazisterne sang – Horst-Wessel, die Fahne hoch. Blev de bedre mennesker af fællessang? Viser det, at musik gavner og fornøjer? Næh.
Musik har ingen virkning. Det viser sig også, at når folket selv med sin dårlige musiksmag skal vælge en sang, foreslår de »Dansevise« eller Anne Linnet eller Kim Larsen, som de tvinger Phillip Faber til at spille. Selv han må give op over for musikpopulismen.



