Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Først tvinges man til at være røgfri i arbejdstiden. Snart kommer tvangsmotion og tvangsdiæt

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Biopolitik i Gentofte

Peter Nedergaard

I Gentofte kommune må medarbejdere ikke ryge, når de arbejder hjemmefra. I et kommunalbestyrelsesreferat står der, at ansatte ikke må ryge i arbejdstiden »hverken indendørs, udendørs eller uden for matriklen, på hjemmearbejdspladsen og under transport mellem arbejdssteder«. I referatet står desuden, at »kontrol af overholdelse af røgfri arbejdstid vil ske på samme måde som kontrol i forhold til øvrige retningslinjer om adfærd i arbejdstiden«, og at et brud på reglerne kan ende med ansættelsesretslige sanktioner.

Groft sagt synes, at initiativet er interessant. Det er et nyt tegn på, at moderne politik er, hvad den franske samfundsforsker, Michel Foucault, kalder biopolitik, som indebærer, at politikerne gerne styrer borgernes fysiske og biologiske udfoldelse. Groft sagt forudser også tvangsmotion og tvangsdiæt. Bare vent og se.

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Venstrefløjens seriekrænkere

Hans Hauge

Den seksuelle frigørelse fik fart på med Herbert Marcuse og ungdomsoprøret og kom til os fra Californien sammen med rockfestivaler og studenteroprør. Den var et kulturændrende venstrefløjsprojekt, og den førte til, at der blev gramset, skønt det hed »make love not war«. Borgerlig og kirkelig seksualmoral blev latterliggjort. Venstrefløjens mænd nød frigørelsen, men så kom der en ny bevægelse fra Californien: #metoo-bølgen. Den ramte venstresiden af Folketinget, medierne, kunsten – der som bekendt ligger til venstre for den småborgerlige ægteseng. I fremtiden vil vi se en gammeldags, borgerlig seksualmoral vende tilbage. Vi ser næppe anklager mod Vanopslagh, Pape, Ellemann eller Thulesen Dahl. Og de Nye Borgerlige er dydsmønstre. Fremtiden er sexfri og blå.