Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Musik er ordløs
Hans Hauge
Pianisten, forfatteren og komponisten – så har vi det hele med – Jakob Park mener ikke, at kulturministeren er på »hjemmebane« i den »æstetiske sfære«, som musik befinder sig i. Det er han selv. Park vil have flere støttekroner. For at få det fremsætter han en række gakkede betragtninger om musik (al musik?). Musikken formidler essensen af »den rene følelse«. Hvor har han mon det fra? At lytte til musik var at lytte til fornuften, sagde man engang. Schopenhauer og Nietzsche har betegnet musikken som den »højeste kunstart«, men det bliver den vel ikke, fordi de to pessimister har sagt det? Og mon virkelig Hansi Hinterseers sange er den højeste kunstart? Eller Kandis’? Nej, nok ikke, for de bruger ord. Musik er »ordløs«. Nemlig. Hvem elsker ikke en Wagneropera ohne Worte? Mon ikke vi kan kalde Parks ord om det ordløse ren luftguitar?

Demokrati-schmemokrati
Eva Selsing
Det er gode tider for de venstreorienterede medier! De har nu afgørende indflydelse på kommende præsidentvalg. Tag USA. Med Facebook og Twitters lukning af Donald Trumps profiler, vil det de facto være umuligt for ham at opnå valg i 2024, skulle han stille op. Uden de sociale mediers udbredelseseffekt vil han være håbløst bagud i forhold til en hvilken som helst anden kandidat.
Det er så tæt på global herskermagt, man kan komme. Og heldigvis for de venstreorienterede medier møder de opbakning fra den nominelle borgerlighed, der heller ikke kan lide Trump. Og i særdeleshed Trumps vælgere. For så borgerlig var man jo heller ikke, når det kom til stykket. Det skal blive meget, meget spændende at se, hvor langt ind i 1984-udviklingen den pæne borgerlighed vil følge sine røde kampfæller.