Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Kabells skandaleprojekt
Anne Kirstine Cramon
Selv om Morten Kabell ikke længere er teknik- og miljøborgmester i København, taler han stadig til os fra det hinsides. Kabell har fået konsulentjob og det hele, men er vendt tilbage for at rase over, at der er private bycykel-aktører på det københavnske marked og kalder i et indlæg i Berlingske de private bycykel-aktører for »pirater«.
Kabells projekt med Københavns Kommunes bycykler har været en skandale fra begyndelsen – særligt i forhold til den private konkurrence, men han kan være helt rolig for, at han og hans arvtager stadig er nummer et, når det gælder embedsføring, som er mest katastrofal for den enkelte borger. Enhedslisten er jo trods alt Alternativet med kløer.
Det bliver sagt
Eva Selsing

Udligningen af lærere og børn er snart fuldbåren: senest har vi kunnet læse, at elever »tager deres lærere« i at ryge. Som om eleverne pludselig var autoriteten inkarneret.
Der er rygeforbud på skolerne. Begrundelsen for forbuddet er noget med passiv rygning, men så længe de voksne står udenfor er dén i hvert fald ikke gangbar. Og hvis lærerne på den måde skal være sundhedsforbilleder, hvad så med de overvægtige af slagsen? Må de spise fedtholdig mad i elevernes påsyn? Må de drikke et glas cider?
Lærerne har naturligvis, ved at være så generelt venstreorienterede, selv bedt om denne umyndiggørende sundhedsomklamring. Men mon ikke selv de har en grænse for, hvor meget magt, de unge skal gives, og hvor lidt respekt, der skal stå om den voksne underviser?
Ny elbilafgift
Lars Møller

Der er lidt elbilafgift over Folketingets seneste påfund. Venstrefløjen, Venstre og de Konservative er positive over for at hæve afgifterne på tobak. Indførelsen af afgifter på elbiler fik helt uforklarligt salget til at gå i stå, hvilket jo ikke var meningen. Nu agter man at gentage succesen.
Groft sagt kommer gerne med en forudsigelse. Nye afgifter på tobak vil måske bremse salget herhjemme, men med mindre man overtaler vores nabolande til at gøre det samme, vil grænsehandlen stige eksplosivt. Når protesterne over denne helt uforklarlige udvikling trænger ind på Christiansborg, vil man under politiske fanfarer lancere en lempelse af afgifterne, fordi det går ud over den hjemlige handel. Og det var jo ikke meningen.