Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Må man mæske sig
Lars Møller
Berlingskes madanmelder Søren Frank har fået ørerne i maskinen, fordi han har delt en dekadent vinoplevelse med læserne. Han har generelt fået tildelt svinere af læserne og en kommentar fra en gammel 'Groft sagter', professor emeritus Ditlev Tamm. Ifølge denne bør man ikke deltage i sligt vellevned, når uskyldige ukrainske civile bliver slået ihjel af Putins håndlangere.
Denne skribent er næsten altid enig med professoren, men undtagelsesvis ikke denne gang. Hvad der end sker af ulykker og voldsomheder på kloden, bør alle ulykkerne ikke bremse, at man lever sit liv. Hertil kommer at artiklen var yderst interessant for en vin- og madmæssig amatør. Hvis kendere sætter pris på denne kunstform, så skal den vel ikke forbydes, bare fordi man ikke selv forstår den.

Lavrov og McDonald’s
Hans Hauge
Sergej Lavrov blev interviewet på Russia Today, og det blev sendt på BBC. Om fænomenet »the global village«, svarede han, at det var »the American village« eller rettere »the American saloon«. Og så var han glad for, at 17 afrikanske lande holder med Rusland. Blandt andet Sydafrika. Nu forsvinder det amerikanske fra de russiske storbyer. McDonald’s skal nationaliseres. Det bliver vist nok overtaget af Kroshka Kartoshka (en russisk kartoffelmadkæde). Papa John’s Pizza er der dog endnu.
Er der en forbindelse mellem McDonald’s og Lavrov? Nu bliver det pikant. Lavrov har efter sigende en elskerinde: Svetlana Polyakova. Og hun har været ansat og gjort lynkarriere i McDonald's. Hvad hun helt nøjagtigt laver lige nu, ved vi ikke. Men det må da være et dilemma for Sergej. Måske kan han forære det hele til Svetlana? Lavrov slog fast, at sanktionerne vil styrke russerne. De bliver mere opfindsomme. Tænk på tyskerne, der opfandt Fanta, fordi de omkring 1940 ikke kunne få Cola – skønt soldaterne dog havde colaer med ved invasionen af Rusland.