Mere samfundssind, tak!
Peter Nedergaard
Danmark indtager nu førstepladsen som det mest hårdt beskattede land i OECD-området. Det er ødelæggende for aktiviteten i samfundet og vil skabe lavvækst. Groft sagt er bekymret over, at danske politikere – ingen nævnt og ingen glemt – er så forhippede på at indehave den destruktive plads. Vel er et vist beskatningsniveau på sin plads i et civiliseret land. Det nuværende er imidlertid for højt.
Danske politikere burde skele til de fornuftige røde og blå politikere efter anden verdenskrig, som forstod værdien af at have et lavt skattetryk. I stedet for at lade sig inspirere af det danske enevældsstyre, hvorom den engelske diplomat Robert Molesworth berettede i sin bog, »An Account of Denmark as it was in the Year 1692«, at »Danmark er et land, der er plaget af frygtelig høje skatter. Resultatet er, at alle gør, hvad de kan for at snyde deres skatter.«
Mænds mentale sundhed
Hans Hauge
Romaner, digte og noveller – og åbenbart ikke drama – »sætter ord på menneskets inderste tanker og følelser«.
Det har de fundet ud af på et odenseansk »forskningsprojekt« om mænds mentale sundhed. Hvordan er de dog nået til den primitive opfattelse af litteratur? Er der tanker derinde, der sidder og venter på, at en roman »sætter ord på«, som sportsjournalister siger? Forskerne mener, at mænd i grupper har godt af at læse litteratur om demens og skilsmisser. Jo, for så får de sådan et dejligt fællesskab. Nu må vi håbe, de giver mændene nogle letfordøjelige tekster. De skal jo ikke sidde og læse Goethe, Racine eller Joyce, vel? De skal nemlig kunne »genkende deres følelser«. Ak, ja verden vil bedrages. Skatten betaler.