Husk på pastor Niemöller!
Bent Blüdnikow
Det var den antinazistiske pastor Niemöller, der skrev, at først kom de for at tage kommunisterne: »men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.« Niemöller endte selv i kz-lejr, men overlevede.
#Metoo-bevægelsen har ramt Vesten og den ene politiker, berømthed og debattør efter den anden er løbet med og har ikke protesteret, når mænd er blevet anklaget uden beviser. I det nye borgerlige medie Kontrast advarer lektor og akademimedlem Marianne Stidsen specielt de borgerlige medløbere: »Hvad har I egentlig tænkt jer? Tror I virkelig, at I ikke også vil blive ramt af kuglerne – eller hammeren – på den yderste dag? Tror I virkelig, at I ikke også, alle I borgerlige #metoo-sympatisører, på et tidspunkt vil blive udrenset?«
Stidsen har jo fuldkommen ret. Den slags bevægelser vil altid radikalisere sig selv, og i sidste ende vil også medløbermændene blive udrenset. Og så er der ingen tilbage til at protestere.
Konspirations-Carsten
Peter Nedergaard
Forfatteren Carsten Jensen har kraftigt gjort gældende, at drabet på Phillip Mbuji Johansen på Bornholm var racistisk motiveret. Politi og anklagemyndighed har imidlertid ikke kunnet finde racisme angående drabet, som blev begået af to brødre, der var tidligere venner af den dræbte. Dommen for det frygtlige drab endte med at blive hård, men racisme indgik ikke i den. Groft sagt tror ikke på, at det hjælper at anmode Carsten Jensen om at holde op med at fremsætte Trump-agtige konspirationsteorier om danske myndigheders påståede skjulte dagsorden i sagen. Samtidig spekulerer vi på, hvem der er mest racistisk. Den part, som nøgternt undersøger alle aspekter af sagen og vurderer den på baggrund af kendsgerninger. Eller den part, som partout og på forhånd vil se race-motiver i drabet?