Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Den eneste fordel ved Boris Johnson i Downing Street

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Boris’ husspektakler

Peter Nedergaard

Boris Johnson er kandidat til at lede Det konservative Parti i Storbritannien – og dermed også til at lede landet. Han havde natten til fredag besøg af politiet i sit private hjem. Det var tilkaldt af naboerne, som havde hørt højlydte skrig, råb, skænderier og lyden af ituslået inventar. Da politiet nåede frem, var Boris samt kæreste imidlertid faldet så meget til ro, at politiet kunne gå igen.

Groft sagt trøster sig med, at hvis Boris flytter ind i premierministerens bolig i Downing Street 10, vil politiet være lige om hjørnet, hvis der er brug for at gribe ind. Så bliver det ikke nødvendigt med en lang køretur og en uforrettet sag. Lidt godt er der da at sige om den situation.

Roadpricing

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Karsten Hønge, I ved ham semieuropæeren fra SF, har fået en principiel idé, som kan indbringe lidt skillinger til den hårdt betrængte statskasse, hvilket der nok skal blive brug for, når det røde flertal begynder at bruge løs.

Vi har en hel klasse økonomisk malkekvæg, der, selvom den udsættes for rovdrift, kan udnyttes mere. Bilister er nemlig en hårdfør race. Karstens princip er, at de, der anvender og slider mest på vejene, også skal betale mest. Der kan snildt indrettes et system, som får fat i disse misbrugeres penge.

Groft sagt er enig. Selvom man via sin skat har betalt vores fælles infrastruktur, så er princippet fornuftigt. Det bør også indføres i sundhedssystemet. De mest syge skal betale mest. Og her gik man og troede, at SF var modstandere af betalingssystemet.

Den lange march gennem institutionerne

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Kommunister, marxister, leninister, stalinister, trotskister, venstresocialister, folkesocialister, eller hvad man i dag tør kalde dem uden at krænke dem, har altid været eksperter i at infiltrere alle slags foreninger. Den såkaldte lange march gennem institutionerne. I gamle dage satte kommunisterne sig på studenterbevægelsen, KomS, Operation Dagsværk eller lignende.

Og se så i dag: Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er chef for Red Barnet. Er socialister gode til at redde børn? Maria R. Gjerding (EL) er chef for Danmarks Naturfredningsforening og Emil Nielsen (EL) er pressechef samme sted. Kan socialismen redde naturen? Alle tre kommer fra RUC.

Til sidst skal vi ikke glemme kommunisten Jakob Sølvhøj (EL), der er nået ind til magtens centrum og står bag trotskisten Pernille Skipper (EL). Sølvhøj er altså en, der har støttet DDR. Den slags belønner københavnske vælgere.