Skuffet anmelder giver to stjerner: Her får du ni retter med for lidt smag, du ikke bliver mæt af

På deres Facebookside kalder Spazio 26 sig selv »det nye italienske gourmetsted i København K«. Men Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen er uenig og kritiserer både de små retter, vinen dertil samt betjeningen og akustikken.

En af hovedretterne var en svinekotelet, serveret med et radicchioblad og en mostardo. Sidstnævnte laves ved at blande tørret frugt (denne smagte af æble) op med olie af sennepsfrø. Svinet var saftigt og med god smag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Mads Rye Magnusson kan noget med at lave velsmagende gourmetmad for små penge. Det har den tidligere Noma-, Geranium- og Mugaritzkok for længst bevist med især restauranterne Mes og Meille (førstnævnte gav jeg fem stjerner her i Berlingske), så derfor var mine forventninger pænt store, da Magnusson for nylig åbnede sin fjerde restaurant: italienske Spazio 26 i Store Regnegade 26. Men noget må være sket med hans sædvanlige gourmet-value-for-small-money-princip, for 475 kr. for niretters menuen kan ikke ligefrem kaldes noget prismæssigt scoop. Især ikke fordi jeg på andre italienske restauranter i byen har fået antipasti, der var større end samtlige ni retter denne aften.

Faktisk måtte jeg for første gang nogensinde undervejs i en niretters overveje, om jeg mon ville være mæt efter endt måltid!

Akustikken er desværre ikke god på ellers hyggelige Spazio 26 i Store Regnegade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Det startede allerede ved de tre indledende vegetariske antipasti (der forefindes også en syvretters, ren vegetarisk menu til 400 kr.). En udgave af zucchine in carpione, hvor en roset af tyndthøvlede squashskiver marineres i en blanding af hvidvin, eddike og urter (som regel natten over) for at trække optimal smag, hvilket dog ikke havde sat varige spor her.

Skønt vi havde bestilt niretters menuen begge to, kom der kun én enkelt lille roset. Ikke nem at dele, men da vi spurgte tjeneren, var beskeden, at sådan var det bare. På vores foranledning spurgte hun kokken, hvad menuen ville indeholde til én enkelt person, og da var svaret også én roset! Hvad der ligger bag denne besynderlige praksis, skal jeg ikke kunne sige, men de bittesmå portioner fortsatte.

Vores anden »ret« var to »kvarte« syltede fennikel serveret med ricotta pinzimonio-dip, der normalt laves ved at blande ost, tomat og persille med hvidløg og chili, men smagene var her igen særdeles underspillede. Den eneste af de tre vegetariske antipasti, der for alvor smagte igennem og af mere, var en toscansk ribolita på hvide cannellini-bønner og brødrester med brændte blade af sort- eller palmekål.

Skønt anmelder Svend Rasmussen og hans medspiser havde bestilt niretters menuen begge to, kom der kun én enkelt lille roset ind på bordet. Den var ikke lige til at dele, og da de spurgte tjeneren, var beskeden, at »sådan var det bare«. De bittesmå portioner fortsatte hele aftenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Den forsvundne vinterbroccoli

I glasset (vi var hoppet på vinmenuens seks glas til 450 kr.) kom nu frisk østrigsk bio-orangevin fra brødrene Michael og Erich Andert i Burgenland helt ovre ved grænsen til Ungarn (Pamhogna Weiss) – med noter af tørret salvie og rosmarin samt stødt æble i næsen. Et godt valg, for der var friske salvieblade som pynt i vores stegte gnocchi, der lå i en sauce af smeltet smør og balsamico.

Og da det nu var en orangevin med stamina efter skindmacerationen, så takkede vi ja til buddet om at tilkøbe Baerii-caviar for 75 kr. – ved servering viste det sig desværre at være så lidt, at det end ikke tilførte retten salt. Næste ret var tynde, hjemmelavede maccheroni på en bund af smeltet burrata (frisk mozzarella-ost med fløde). I menukortet var også nævnt cime di rapa (vinterbroccoli) – den så eller smagte vi nu ikke noget til; til gengæld var maccheroni og burrata dækket af en tyk skum (på selleri, ifølge vor tjener), hvad der ikke rigtig gav nogen smagsmæssig mening, men til gengæld gjorde retten tung og fedtet.

Så vi var glade for at kunne rense munden med et glas ståltankslagret økologisk barbera fra Rava i Piemonte med et kantet syrebid, der ovenikøbet fik fornøjelsen af at ledsage aftenens bedste ret: Et stykke af armen på en ottearmet blæksprutte – ikke særligt stort ganske vist, som at spise halvdelen af sin egen tommelfinger – der til gengæld var fint tilberedt alla Luciana, og altså lå og hyggede sig i en fyldig og fyrig tomatsauce på cherrytomater, hvidløg, persille, kapers og sorte oliven. En klassisk ret fra området omkring Napoli, hvor Spazio 26s køkkenchef, Aniello de Muro, er fra, og at han var på hjemmebane her, kunne mærkes. Der var for en gangs skyld fyret op under både smag og intensitet.

Der var friske salvieblade som pynt på den stegte gnocchi, der lå i en sauce af smeltet smør og balsamico. En fin, lille ret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Fint saftigt svin

Ny rødvin i glasset, og vi blev i Piemonte: en barbaresco fra Marco Rocca (La Ca’ Növa), fermenteret i åbne kar, med animalsk næse og munden fyldt af kirsebær og tætte tanniner, der passede rigtig fint til næste rets svinekotelet, serveret med et radicchioblad og en mostardo. Sidstnævnte laves ved at blande tørret frugt (denne smagte af æble) op med olie af sennepsfrø. Svinet var saftigt og med god smag, og modspillet fra bitter radicchio og sød/stærk mostardo gav fin mening her.

Nu kom et stykke taleggio-ost med vanillekrydret figenkompot, der var sat sammen med et glas umbrisk orangevin (Tristo fra Marco Merli), inden den »søde« afslutning i form af en frisk semifreddo på citron. Semifreddo betyder halvfrossen, og det var vores citronsorbet, på en bund af kagecrumble og toppet af citrontimian, da også. Til gengæld var den vinmatchet med den bitre sicilianske Amara-likør lavet på blodappelsin (og en alkoholprocent på 30 pct.), hvilket var helt forkert til citronsorbet – hvorfor dog ikke bare servere en limoncello til?

Den anden mikroret på Spazio 26 var to »kvarte« syltede fennikel serveret med ricotta pinzimonio-dip, der normalt laves ved at blande ost, tomat og persille med hvidløg og chili. Men smagene var særdeles underspillede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

En kasserolle med ribollita – en berømt toscansk brødsuppe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

På deres Facebookside kalder Spazio 26 sig selv »det nye italienske gourmetsted i København K«. Well, I have to disagree! Havde alle retter haft samme smagsintensitet som vores polpo alla Luciana (og været betydeligt større), så kunne jeg sagtens have set Spazio 26 som et godt italiensk trattoria med nogle fine vinmatches. Nu lander man langt fra den erklærede ambition. Læg dertil en svingende betjening og en aldeles rædselsfuld akustik (arvet fra forgængerne på stedet), og vi ender et sted mellem to og tre stjerner, hvor prisniveauet og tapasstørrelsen trækker os ned på de to.

En af hovedretterne var en svinekotelet, serveret med et radicchioblad og en mostardo. Sidstnævnte laves ved at blande tørret frugt (denne smagte af æble) op med olie af sennepsfrø. Svinet var saftigt og med god smag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

 

Hvad: Spazio 26, Store Regnegade 26, 1110 København K, tlf. 25 36 51 81
Hvor meget: billigste hovedret 225,- niretters menu 475,-