Michelin-stjerner kan også have skarpe spidser: »Michelin har været et trækplaster, men den har også gjort folk lidt bange«

Restaurant 108 på Christianshavn fik for tre år siden en Michelin-stjerne. Det ændrede restauranten, men ikke nødvendigvis til det bedre. Nu er den genåbnet med et nyt spisekoncept, der fører den tilbage til rødderne.

20. februar 2017 tikkede en uventet e-mail ind i Restaurant 108s indbakke. Ved første øjekast var det en glædelig overraskelse. Men det skulle vise sig, at beskeden ikke kun ville føre velkomne ændringer med sig.

E-mailen var fra Michelin-komiteen og indeholdt en invitation til Stockholm to dage senere, hvor årets Michelin-stjerner ville blive uddelt. Restaurant 108 var nemlig en af de indstillede restauranter.