Endnu en københavnsk Michelin-restaurant lukker

Clou i Øster Farimagsgade bliver til en italiensk familierestaurant, mens kokken og restauratøren Jonathan Berntsen ønsker at få afløb for sine gastronomiske ambitioner i en gammel villa i Hellerup.

Berlingskes Søren Frank anmeldte sidst Clou til fem stjerner. Her de indledende retter kaldet: Det bedste fra havet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Der har i et stykke været meget stille omkring Restaurant Clou i Øster Farimagsgade, som har en stjerne i Michelin-guiden. Restauranten har været lukket siden coronanedlukningen af landets restauranter, og det har ikke været muligt for Berlingske at få restaurantens ejer, Jonathan Berntsen, til at svare på, hvad der skulle ske med stedet.

Men i dag melder kokken og restauratøren ud, at de beskedne lokaler i den høje stue på Øster Farimagsgade 8 genåbner sidst i september som en italiensk familierestaurant ved navn Enoteca Family.

Jonathan Berntsen skriver i et Facebook-opslag, at han i april i år – under nedlukningen – fik nye partnere. Sammen genåbnede teamet La Vecchia Enoteca, en klassisk afslappet italiensk familierestaurant på Søengen i Holte, som ifølge Berntsen siden har opnået stor succes.

»Og nu tænker I sikkert, hvad med Clou?« skriver Berntsen:

»Jeg har har brugt otte og et halvt år på Clou, og det har været en fantastisk rejse, men også en øvelse i at få alt ud af ingenting. Lad os bare sige, at jeg har brugt otte og et halvt år på at øve mig,« skriver Berntsen, som har tænkt sig at fortsætte de gastronomiske drømmerier i restaurant The Samuel, opkaldt efter Berntsens førstefødte søn, I Hellerup:

»Det er en gammel villa med et drømmekøkken og en stor gårdhave til urter og blomster. Det er et sandt gourmettempel med parketgulve og fire og en halv meter til loftet,« skriver Jonathan Berntsen, som er klar til at åbne sin nye gourmetrestaurant i postnummer 2900 engang sidst i oktober.