5 stjerner til »Den Vandrette« - en naturvinsbar med fremragende køkken

»Den Vandrette« kører den hjem med moderate, velserverede naturvine og et køkken, som outperformer klassen.

Orangevin skænkes på Den Vandrette. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Hvis man drejer til højre for enden af Nyhavn, er noget af det første, man finder i Havnegade vinbaren »Den Vandrette«, som ligger og gemmer sig i kælderen i nr. 53. Der er bænke udenfor, men vi valgte, trods det milde novembervejr, at sidde indendørs. Her er der blødt lidt op på det før lettere kølige, stilrene egedominerede nordiske interiør med diverse tegninger, plakater og bannere, hvilket har øget hyggen.

Eftersom jeg er hysterisk allergisk over for støj, bemærkede jeg straks den gode akustik, som gjorde, at vi fint kunne tale sammen, selv om der var musik i højttalerne og masser af liv ved de andre borde.

Den Vandrette. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

17 glasvine på kortet

Jeg talte 17 vine på glaskortet, som så vidt jeg umiddelbart kunne se alle stammede fra importøren Rosforth & Rosforth, som da også er »Den Vandrettes« medejer. Vine fra andre importører findes, men så må man investere i en helflaske fra det store walk-in-vinskab, hvor der er masser af vin, som også kan købes med hjem til halv pris, på hylderne. Det meste er økologisk og meget endda naturvin uden nødvendigvis at være den mest radikale af slagsen.

Den Vandrette. Vine Mauzac nature. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Min ledsager startede med bobler fra Gaillac i det sydlige Frankrig lavet på mauzac-druen af producenten Plageoles uden tilsætning af gær, heller ikke til andengæringen, der skaber boblerne. Til 85 kr. var vinen, som havde en smule restsødme, et fint alternativ til champagne.

Sav'Or, orangevin fra Domaine de la Pinte i Jura. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

God orangevin fra Jura

Jeg sprang lige på en god orangevin – Sav’Or fra Domaine de la Pinte i Jura (120 kr.) – altså en hvidvin lavet som en rødvin, dvs. med udblødning af drueskallerne i mosten under gæringen. Det betyder, at en orangevin, ganske som en rødvin, indeholder tannin (garvesyre), hvilket gør den uhyre velegnet til at skære igennem fedtet i patéer og terriner. Orangevinen passede således som fod i hose til min fromage de tête (75 kr.) som ikke er en ost, men en sylte lavet af grisehoved.

Mesterlig pâté de campagne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Mesterlig pâté

Sylten var rigtig god, men ikke helt så god som den terrine, min ledsager, der ikke tåler løg, fik i stedet. I min verden var der tale om en mesterlig fortolkning af den grove klassiske pâté de campagne med store chunks af lever.

Endivesalat med tørret æggeblomme og estragon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Køkkenet var i det hele taget overraskende skarpt, vinbarkategorien taget i betragtning, det beviste en fremragende carpaccio (100 kr.) af rå, men smørmør, tyndtskåret helleflynder hurtigt marineret i en røget ponzu-dressing ned bergamotte (citrus), og ikke mindst en nærmest genial servering af endive (julesalat) med dressing af æggeblomme og sennep toppet med næsten fedtegreve-agtig sprød tørret æggeblomme og estragon.

Den Vandrette. Gnomes, Gentle little folks wine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Sjov australsk naturvin

I mine øjne er noget af det sjoveste på vinscenen lige nu de nye australske naturvine. Jeg valgte derfor »Gnomes« fra Gentle Folk Wines (110 kr.) i Adelaide Hills, en lækker rødvin lavet på merlot, petit verdot og pinot noir, som var nærmest burgundisk i sin fløjlsagtige fremtoning og heldigvis ikke tynget af syltetøjsnoter, som så mange andre af vinene fra Down Under.

Burgundisk var der også i min ledsagers rødvin, en pinot noir fra Anthenaïs Beru i Chablis i Côte Auxerre i det nordligste Bourgogne (140 kr.), elegant og relativt lys i udtrykket med en meget ren kirsebærnæse inklusive vanilje-noter fra fadlagringen.

Pinot noir fra Chablis i Côte d'Auxerre Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Fra køkkenet fik vi nu en skorsten af et marvben bagt oven på et stykke brød, som havde opsamlet en del af den fede marv – resten skovlede vi grådigt ud af benet og spiste med kørvel og ramsløgskapers.

Skovdue med hybenkompot og kålrabi.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Skovdue fra grillen

Spisekortets dyreste ret, en skovdue (150 kr.), blev serveret efter en kort hård tur på grillen, så den stadig var blodig (som den bør være det, ellers bliver den tør) og bed godt fra sig, garneret med hybenchutney og kålrabi.

Jeg rundede aftenen af med et sidste glas i form af Les Tailles (90 kr.), en let, frisk og læskende cabernet franc-baseret rødvin fra Garnier i Anjou, serveret dejligt kølig, således at den unge friske frugt blev fremhævet. Dejlig at drikke solo, men sammen med duen spillede den ikke helt så godt som den australske merlot.

Hyggeligt kælderinteriør på den Den Vandrette. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Det er svært at finde noget at være utilfreds med på »Den Vandrette«: Glasvinsudvalget er stimulerende, vinene er korrekt tempererede og serveret i fornuftige glas, maden noget af det bedste, jeg har smagt på vinbar, og så er der masser af hygge i kælderen. Det eneste, man kunne ønske sig, var et større udvalg af ikke-Rosforth vine, men så kan man jo bare gå et andet sted hen.

»Den Vandrette«

Havnegade 53A, kld.

Priser: Vin (per glas) 80 kr. Snacks 50 kr.