Kinas tilstedeværelse i den vestlige del af verden er blevet større. Især når det kommer til populærkulturen – et eksempel på den såkaldte »bløde magt«. Men er det kinesiske styre ved at undergrave sin egen udenrigsstrategi, når det kommer til at udvise blød magt i Vesten?
Spørgsmålet rejser sig, da den amerikanske tegneserie »South Park«, skabt af Matt Stone og Trey Parker, er blevet fjernet fra internettet i Kina, efter at en episode gjorde grin med kommuniststyret i Beijing. Efterfølgende reagerede skaberne af serien med en sarkastisk »undskyldning« på Twitter.