Stod de bag mystisk præsidentmord? Drabsmænd gik efter hemmelig sort liste

Mordet på Haitis præsident Moïse er fem måneder efter hans død fortsat uopklaret. Adskillige magtfulde mænd havde dog et vigtigt motiv til at slå Jovenel Moïse ihjel, inden det var for sent.

Mordet på præsident Jovenel Moïse – her afbilledet på et vægmaleri i Haitis hovedstad, Port-au-Prince – har længe været et mysterium. To meget magtfulde mænd har angiveligt et overbevisende motiv. Ricardo Adruengo/Ritzau Scanpix

»Her er den,« lød det pludselig triumferende efter nogle lange minutters ransagning.

Opgaven var fuldført. Og efter et hurtigt telefonopkald – formentlig for at få grønt lys – åbnede de bevæbnede mænd ild. Ramt af 12 skud døde præsident Jovenel Moïse på stedet, mens hans hustru, Martine, blev såret.

Men hvad var det, mændene havde fundet i den haitianske statsleders soveværelse, inden de likviderede ham?

Det opsigtsvækkende mord på Jovenel Moïse i begyndelsen af juli har lige siden været et mysterium med masser af løse ender. Og spørgsmålene har stået i kø.

Jovenel Moïses enke, Martine Moïse, overværede, at en gruppe bevæbnede mænd gennemrodede parrets soveværelse, inden de dræbte præsidenten. Ralph Tedy Erol/Ritzau Scanpix

Hvordan kunne gruppen af bevæbnede mænd trænge ind i præsidentens stærkt bevogtede hjem, uden at en eneste af de politibetjente, som passede på ham, blev såret?

De haitianske myndigheder udpegede hurtigt en gruppe colombianske lejesoldater som gerningsmændene. Var det korrekt? Og vidste colombianerne, hvis de deltog i aktionen, hvad den gik ud på?

Hvordan hang det sammen, at den eksilhaitianer, som blev beskyldt for at have givet ordre til mordet, var en ukendt læge og protestantisk prædikant bosat i Florida?

Og hvorfor modtog de politifolk, der deltog i efterforskningen af mordet, hele tiden dødstrusler?

Ville overdrage »narkoliste« til USA

Den vigtigste ubekendte har imidlertid været målet for ransagningen forud for drabet, som Martine Moïse fortalte om i interview.

Nu mener The New York Times at have fundet et overbevisende svar. Ifølge fire haitianske embedsmænd, som den amerikanske avis har talt med, havde præsident Moïse i hemmelighed udarbejdet en sort liste.

Dokumentet omfattede navnene på en række magtfulde politikere og forretningsfolk, der var indblandet i narkosmugling og handel med våben.

Tidligere præsident Michael Martellys navn stod, ifølge The New York Times' kilder, øverst på efterfølgerens sorte liste over magtfulde politikere og erhvervsfolk involveret i narkosmugling. Claudio Santana/AFP/Ritzau Scanpix

Og hvad værre var for folkene på listen. Præsidenten havde tænkt sig at overdrage listen til regeringen i USA, som er hovedmål for narkosmuglingen via Haiti.

Det var derfor, han måtte ryddes af vejen, og listen måtte findes, mens tid var.

Mistanken for at have beordret attentatet falder, ifølge The New York Times' kilder, især på to mænd. Haitis tidligere præsident Michel Martelly og dennes svoger, Charles Saint-Rémy. En forretningsmand kendt og frygtet under tilnavnet »Kiko«.

Stråmand fik eget liv

Det var ellers forgængeren, som kørte Jovenel Moïse i stilling til præsidentposten.

Martelly havde siddet de to på hinanden følgende perioder, som den haitianske forfatning tillader. Og den relativt ukendte bananproducent Moïse skulle angivelig blot holde sædet varmt, indtil han kunne lade sig vælge på ny.

Stråmanden var dog – alt sammen ifølge den amerikanske avis – ikke så let at styre, som Martelly havde forestillet sig.

Han gav offentlige kontrakter til de »forkerte«, og han forsøgte at slå ned på narkosmuglernes infrastruktur.

Efter et mislykket kupforsøg mod ham først på året, besluttede Moïse angiveligt at gå planken ud og angive sine fjender til de amerikanske myndigheder.

Dette kom, hvis The New York Times har ret, til at koste ham livet.

Foreholdt avisens oplysninger oplyser amerikanske efterretningskilder, at især Charles Saint-Rémy er blandt deres hovedmistænkte.

Kilderne minder dog samtidig om, at præsident Moïse havde mange andre magtfulde fjender med motiver til at slå ham ihjel.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa