Søren Espersen: Danmark skal sende soldater til Polen

Flere partier rykker nu ud med støtte til Polen i forbindelse med det massive migrantpres fra Belarus. Dansk Folkepartis Søren Espersen går skridtet videre og vil have danske soldater til Polen.

Dansk Folkepartis forsvars- og udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, vil sende 200 soldater afsted til Polen. De skal støtte de polske militære enheders kamp med at holde migranter, der fra Belarus ulovligt forsøger at krydse landets grænse, ude af landet.

»Soldaterne kan være fra Hæren og måske også fra Hjemmeværnet, men det er vigtigt, at vi viser vores støtte til Polen i denne svære situation,« siger Søren Espersen.