Nu går migranterne på motorvejen mod EU – det ligner flygtningekrisen om igen

Flere end tusind migranter har samlet sig på grænsen mellem Belarus og Polen og forsøger at trænge igennem grænsehegnet. Endnu flere kan være på vej fra Minsk, skriver lokale medier.

En stor kolonne migranter har mandag morgen sat sig i bevægelse i Belarus og går nu ad motorvejen mod den polske grænse.

»De vil forsøge at komme ind i Polen i massevis,« advarer en talsperson for den polske regering på Twitter.

Videoer på sociale medier viser børn og voksne, der går midt på motorvejen med deres få medbragte ejendele på ryggen i scener, der giver minder om flygtningekrisen i 2015.

Kolonnen bevæger sig mod grænseovergangen ved Bruzgi-Kuznica, ikke langt fra den belarusiske by Grodno. Målet er at komme til EU.

Siden juni er antallet af flygtninge og migranter, der forsøger at krydse grænsen fra Belarus til nabolandene Polen, Letland og Litauen blot blevet med at stige.

De flyver ind fra primært Mellemøsten og forsøger dernæst at krydse grænsen til fods, typisk gennem de store skovområder.

Alt tyder på, der er tale om en bevidst strategi fra diktatoren i Belarus, Aleksandr Lukasjenko, hvor han bruger migranter som våben i den vedvarende konflikt med EU.

Som modsvar har nabolandene rullet pigtrådshegn ud langs den hidtil åbne grænse og har udstationeret tusindvis af soldater til at bevogte området. Især Polen er blevet beskyldt for systematisk at sende migranter, som soldaterne fanger, tilbage over grænsen.

Polen har siden august registreret flere end 30.000 forsøg på at krydse grænsen – halvdelen fandt sted i oktober.

Flere end 7.000 migranter er sluppet videre til Tyskland og har søgt asyl, men langt de fleste kommer ikke igennem.

I Belarus har undergrundsmedier rapporteret om, at migranter er begyndt at hobe sig op i shoppingcentre og i baggårde – til frygt for den lokale befolkning.

Søndag aften var der pludselig ingen migranter at se i Minsk, lød det på Twitter fra journalisten Tadeusz Giczan, der er tidligere redaktør for oppositionsmediet Nexta.

Flere medier rapporterer, at det tilsyneladende er migranterne selv, der har organiseret mandagens march i et forsøg på at lægge pres på Polen og krydse lovligt ind i EU via grænseovergangen.

Endnu flere migranter i Minsk gør sig nu klar til at slutte sig til dem, skriver det lokale medie Mediazone Belarus.

Kort før grænsebomben er kolonnen dog blevet stoppet af belarusiske soldater.

På sociale medier er der videoer af folk, der søger tilflugt i skovene, mens der ankommer store mængder belarusiske sikkerhedsstyrker til området.

De belarusiske grænsevagter påstår, at hele kolonnen er nået ind i Polen. En helikoptervideo frigivet af Polens forsvarsministerium synes dog at vise det modsatte.

»Over 12.000 soldater er på vagt,« skriver den polske forsvarsminister Mariusz Błaszczak på Twitter. »Vi er klar til at forsvare den polske grænse.«

Den polske regering hævder, at soldaterne har forhindret migranterne i at smadre grænsehegnet.

Ruslands præsident Vladimir Putin følger nøje med i udviklingen. Han har tidligere over for Lukasjenko understreget behovet for stabilitet langs grænsen, og mandag formiddag har hans talsmand, Dmitrij Peskov, allerede kommenteret situationen:

»I Kreml er man ikke i tvivl om, at Minsk tager alle nødvendige skridt for at tage hånd om situationen på lovlig vis, og for også at tage Ruslands bekymringer med i betragtning,« siger Dmitrij Peskov til nyhedsbureauet Ria Novosti.