Sådan kan man også bekæmpe Islamisk Stat: En vandpumpe eller en skolestue i landsbyen

Et stykke mekanik eller fire nyopførte vægge kan blive det konkrete udtryk for en ny og lovende fremtid, som lokalbefolkningen kan gribe ud efter.

Vandpumpen er ved at blive samlet i den filippinske landsby Padas. Hvis alt går efter planerne, vil vandet fra pumpen hjælpe de fattige bønder i hverdagen – og måske også styrke deres tillid til regeringen. Jes Aznar

Det er hverken en laserstyret bombe eller et pansret køretøj, men alligevel er den grå, aflange vandpumpe, der stikker frem fra buskadset, et lige så klart tegn på USAs vilje til at bremse Islamisk Stats udbredelse.

Det har taget to måneder, før et civilt hold fra USAs specialstyrker, tre frivillige organisationer og en hel deling fra den filippinske hær kunne fragte pumpen hele vejen ud til Padas. Landsbyen rummer cirka 3.000 indbyggere og ligger på en af de sydlige øer, der strækker sig over mod Borneo fra den store ø Mindanao. Hvis alt går efter planerne, vil vandet fra pumpen bidrage til, at de fattige bønder får lidt mere tillid til regeringen, og dermed indirekte underminere de militante gruppers indflydelse.