Sådan blev Jamal Khashoggi en brik i et magtspil for milliarder

Det handlede om papirarbejde til et bryllup, da journalisten og systemkritikeren Jamal Khashoggi gik ind på det saudiske konsulat i Istanbul. Nu er han død - og samtidig er han blevet en brik i et magtspil, der spænder over våben for milliarder, krigen i Yemen og knagen i den saudiske kongefamilie.

Foto: LEAH MILLIS

Et bryllup kom til at koste Jamal Khashoggi livet. Den 59-årige journalist og systemkritiker forsvandt 2. oktober i Istanbul, efter han trådte ind på det saudiarabiske konsulat, hvor han skulle hente nogle dokumenter forud for, det som for mange bliver den lykkeligste dag i deres liv. Det gik dog ikke som forventet.

Men mens Khashoggis tyrkiske forlovede ventede udenfor, blev sagens hovedperson kvalt og ifølge The New York Times parteret bag konsulatets gule mure og pigtråd. 18 dage senere er Khashoggi blevet en brik i et internationalt magtspil.

Natten til lørdag erkendte det saudiske styre, at Khashoggi ikke forlod konsulatet i live.

15 personer fra Saudi-Arabien og en bensav

Det skulle have været et meget rent og nymalet konsulat, som tyrkiske efterforskere dukkede op til natten mellem 15. og 16. oktober. Alligevel fandt efterforskerne spor efter det, som kan have været en makaber forbrydelse.

Nøjagtig hvordan journalisten mødte sit endeligt er uvist, men anonyme kilder har beskrevet til The New York Times, hvordan den oprindelige ordrer fra styret gik på, at systemkritikere skulle bringes tilbage til Saudi-Arabien.

Artiklen fortsætter under faktaboksen:

Det medførte ifølge avisen, at et hold bestående af 15 personer - inklusiv et medlem af den saudiarabiske kronprins’ sikkerhedsfølge - blev sendt afsted til Tyrkiet, da konsulatet blev klar over, at den kritiske journalist ville møde op den 2. oktober.

Det amerikanske medie skriver, hvordan Khashoggi besøg bag de afskærmende mure endte i en konfrontation ved synet af sikkerhedsholdet, som skulle bringe ham til tilbage til olienationen. Han skulle angiveligt have forsøgt at flygte, hvilket ifølge avisen udviklede sig til håndgemæng.

Journalisten skreg, hvorefter han blev lagt i det kvælertag, der førte til hans død.

Ifølge efterforskere skulle der samtidig være fundet beviser for, at Khashoggi kunne være blevet skåret op med en bensav, inden hans ligdele blev transporteret fra konsulatet og angiveligt overgivet til en »lokal kollaboratør«. Siden sagen begyndte, har tyrkiske efterforskere afsøgt skovene uden for Istanbul.

Men mens Saudi-Arabien nu slår fast, at journalisten omkom i konsulatet, er efterspillet langt fra afsluttet.

De tyrkiske myndigheder fik adgang til konsulatet små to uger efter Jamal Khashoggis forsvinden. Fold sammen
Læs mere
Foto: OZAN KOSE/AFP/Ritzau Scanpix.

Trump vil fortsætte våbensalg

Efter ugers benægtelse bekræftede styret i Saudi-Arabien natten til lørdag dansk tid, at journalisten var død i konsulatet. Samtidig blev det offentliggjort, at 18 personer indtil videre er anholdt i sagen, samt at vicechefen for landets efterretningstjeneste er blevet afskediget og det samme er en af kronprinsens nærmeste rådgivere.

Fra den anden side af Atlanten har reaktionerne dog været blandede.

I forbindelse med et besøg på Luke Airforce Base lød meldingen fra præsident Donald Trump, at den seneste forklaring var »troværdig«, men han uddybede, at han fortsat havde en formodning om, at der var en tredjepart involveret i journalistens død, skriver britiske The Guardian.

»Jeg tænker, at det er et godt første skridt. Det er et stort skridt,« sagde præsidenten, som samtidig lagde vægt på, at han ville foretrække at eventuelle sanktioner mod den mellemøstlige kongedømme ikke omfattede landets køb og salg af våben.

Saudi-Arabien er en af de største kunder hos den amerikanske våbenindustri, hvor man alene i 2017 indgik en kontrakt, som ifølge præsident Trump skulle have haft en værdi af 110 milliarder dollar. Ifølge The Washington Post skulle modstanden mod fremtidig våbenhandel med Saudi-Arabien dog være tiltagende efter Khashoggis død, hvor bl.a. senator Rand Paul har været imod kontrakten på grund af kongedømmets verserende krig i Yemen.

Det er dog heller ikke alle, der accepterer forklaringen om et håndgemæng, hvor den republikanske senator Lindsey Graham bl.a. har været i vælten på Twitter.

Lindsey Graham, senator for South Carolina

»Det er svært at finde denne seneste »forklaring« troværdig.«


»Først fik vi at vide, at hr. Khashoggi angiveligt forlod konsulatet, og der var en blank afvisning af enhver saudiarabisk involvering. Nu (er historien, red.) at et slagsmål bryder ud, og han bliver dræbt i konsulatet, alt sammen uden kronprinsens vidende,« skrev han og konstaterede:

»Det er svært at finde denne seneste »forklaring« troværdig.«

Andre senatorer, bl.a. den demokratiske senator Chris Van Hollen, gik dog videre og har siden udtalt at »USA ikke må være medskyldige i denne mørklægning«.

Familiestridigheder

I den saudiarabiske kongefamilie er Khashoggi-sagen blevet den seneste i en lang række opsigtvækkende sagder omkring oliestatens vicestatsminister og tronfølger, kronprins Mohammed bin Salman.

Prinsen har siden journalistens forsvinden 2. oktober benægtet landets involvering.

Ifølge australske ABC News, har kronprinsen på mange måder været en reformator i Saudi-Arabien, hvor han i de senere år har gennemført adskillige sociale og økonomiske reformer, som eksempelvis at ophæve forbuddet mod at kvinder kører bil og tillade biografer.

I skyggen af de progressive tiltag står imidlertid den fortælling, som den 32-årige kronprins ikke taler så højt om, når han udadtil har fortalt om det nye Saudi-Arabien, som han er ved at opbygge. Foruden at fængsle politiske rivaler er det fortsat en række basale rettigheder, som kvinder ikke har, eller hvordan landets krig i Yemen har udløst en humanitær katastrofe. En krig, som bl.a. udkæmpes med våben indkøbt i USA.

Drabet på Jamal Khashhoggi har imidlertid skabt furore, hvor en af de udsendte ifølge The New York Times angiveligt har været en tilbagevendende del af prinsens sikkerhedsfølge.

Siden den 2. oktober har situationen dog angiveligt også fået de interne relationer i kongefamilien til at knage yderligere, skriver The New York Times. Ifølge avisen står Saudi-Arabien med nationens største internationale krise, siden medlemmer af al-Qaeda planlagde terrorangrebet på World Trade Center fra en base i olienationen. Forskellen mellem dengang og nu er, at hvor kongefamilien lavede en samlet front i kølvandet på 11. september, er familien i dag splittet over kronprins Mohammed bin Salmans lederskab.

Situationen udviklede sig ifølge nyhedsbureauet Reuters sig i en retning, hvor den 82-årige kong Salman tidligere var nødsaget til at gå ind i sagen, hvor han sendte en af sine rådgivere til Istanbul for at forsøge at løse den lurende krise, efter at journalisten forsvandt i den tyrkiske storby.

Tiden må vise, om det var for sent.