Her er en kort gennemgang af Jamal Khashoggis sidste dage.
Fredag 28. september
Efter at have fået forsikringer fra styret besøger Jamal Khahoggi det saudiarabiske konsulat for at få de dokumenter, som han har brug for til at blive gift med sin tyrkiske forlovede. Han bliver bedt om at vende tilbage en uge senere.
Tirsdag 2. oktober
Khashoggi indfinder sig på konsulatet, mens hans forlovede venter udenfor i flere timer med hans personlige ejendele – som eksempelvis hans telefon. Hun alarmerer senere politiet.
Onsdag 3. oktober
Saudi-Arabien offentliggør en udtalelse, hvori man forklarer, at Khashoggi er forsvundet, efter han forlod konsulatet dagen før. Det fremgår, at man samarbejder med de tyrkiske myndigheder, men tyrkerne påstår, at den 59-årige journalist stadig er på konsulatet. De kan dog ikke efterforske uden en invitation.
Natten mellem 15.-16. oktober
De tyrkiske myndigheder får adgang til konsulatet. Angiveligt skulle stedet være rengjort og væggene flere steder overmalet. De forlader bygningen efter otte timer.
Fredag 19. oktober
Saudi-Arabien bekræfter nu, at Jamal Khashoggi er død på konsulatet i Istanbul – angiveligt under et slagsmål, hvor han blev kvalt.
Kilder: The Guardian / Ritzau