Rusland fordømmer USAs drab på deres iranske allierede

Den dræbte general Soleimani var manden, der hjalp Moskva til at gå ind i Syrien. Nu åbner hans død nye muligheder for Rusland i Mellemøsten.

 

I Moskva vækker attentatet på den iranske general Qassem Soleimani afsky, men åbner også nye muligheder for Rusland.

Officielt har det russiske udenrigsministerium fordømt det amerikanske raketangreb, som flere russiske senatorer har kaldt »udenomsretsligt«, »hidtil uset« og et »worst-case scenario« for regionen.

Men i virkeligheden er der tale om lidt af en »win-win«-situation for Rusland, som den anerkendte britiske Ruslandsekspert Mark Galeotti skriver på Twitter.

På trods af et samarbejde i Syrien er Rusland og Iran stadig rivaler, og drabet kan give Moskva en øget rolle som den eneste magtfaktor i Mellemøsten, der kan tale med alle parter.

Samtidig kan russerne allerede nu juble over et hop i olieprisen.

Og endelig er drabet en perfekt anledning for Rusland til at spille en af sine yndlingsmelodier om det dobbeltmoralske USA.

På Facebook håner Maria Zakharova, talsperson for Ruslands Udenrigsministerium, USA for slet ikke at have inddraget FNs Sikkerhedsråd, og for i sikkerhedsrådet gennem årene at have blokeret for adskillige fordømmelser af angreb på andre landes ambassader.

Tættere bånd til Iran

Siden 2015 har general Soleimani adskillige gange været i Moskva for at hjælpe Rusland med at planlægge russernes militære tilstedeværelse i Syrien og styrke alliancen mellem Rusland og Iran i regionen.

Så sent som 30. december var Irans udenrigsminister Javad Zarif i Moskva for sammen med sin russiske kollega at prøve at redde den atomaftale, som USA har trukket sig ud af.

Kort forinden havde russiske, kinesiske og iranske skibe gennemført deres første fælles flådeøvelse nogensinde i Omanbugten som et direkte modsvar på de amerikanske forsøg på at isolere Iran.

Efter drabet på Soleimani er der intet, der kan holde Iran tilbage fra at udvikle atomvåben, lyder advarslen på Facebook fra den russiske senator Konstantin Kosatjev, der er formand for Udenrigskomiteen i Ruslands Føderationsråd, førstekammeret i parlamentet.