Regeringen vil gøre Danmark kampklar. Med en helt ny plan skal Danmark i front i krigen mod autokrater og diktatorer

Den største omlægning af udenrigstjenesten siden Anden Verdenskrig og en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi skal ruste Danmark i kamp mod de trusler, der er mod demokratiet. Det er vigtigt, at Danmark står i forreste linje i det slag, der truer vores frihed, siger udenrigsminister Jeppe Kofod. Men strategien er på grund af Afghanistan ikke færdiggjort.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) under pressemøde efter møde i Det Udenrigspolitisk Nævn, foran udenrigsministeriet i København tirsdag 24. august 2021. En ny sikkerheds- og udenrigspolitisk strategi er under udarbejdelse. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Midt i en krisesituation i Afghanistan, hvor Danmark, USA og de øvrige allierede har tabt krigen mod Taleban, vil Danmark nu blæse til kamp mod diktatorer og autokrater.

Den danske regering vil med en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi formentlig gå i front for at forsvare demokrati og frihed rundt om i verden, hvis ellers strategien, som den ligger lige nu, holder til den finpudsning, man er i gang med i Udenrigsministeriet.