Det ene øjeblik var hun en 19-årig og kedelig rigmandsdatter, som var forlovet med sin skolekæreste og drømte om at få »to børn, en collie og en stationcar«. Det næste øjeblik var hun en terrorist, som røvede banker og kaprede biler. Patty Hearst er en gåde, som stadig pirrer, og vi vader rundt i nye bøger og film om hende. Her er historien.
Patty Hearst levede så gråmeleret et liv, at det bagefter forekommer paradoksalt.
Hun var 19 år og allerede forlovet med sin skolekæreste, og hun kunne ikke vente med at få »to børn, en collie og en stationcar«, sagde hun.
Parret boede i den livlige universitetsby Berkeley, men livligheden var spildt på dem, som det fremgår af bogen »Patty's Got a Gun«. De kunne have boet hvor som helst, hvor livet leves på samme måde i dag som i går.
»Vi levede et behageligt, rutineagtigt liv med studier, film i weekenden og ture til supermarkedet og møntvaskeriet«, som hendes forlovede fortalte.
Og så skete det.
Patty Hearst blev den Patty Hearst.
Terrorister bortførte hende, hun blev selv terrorist, hun terroriserede, og hun blev anholdt og retsforfulgt og sat i fængsel for terrorisme.
Det ene øjeblik var hun en knasende kedelig rigmandsdatter fra en af de mest kendte amerikanske familier. Hun havde samme farve og udstråling som »maven på en fisk«, som bogen »Anyone's Daughter« beskriver hende.
Det næste øjeblik var hun en revolutionær byguerilla. Hun var medlem af gruppen Symbionese Liberation Army (SLA), hun røvede banker, kaprede biler, skød vildt omkring sig, udsendte oprørsk propaganda og var på flugt fra FBI.
Samtiden kunne ikke forstå hende, nutiden forsøger stadig. Alene inden for de seneste tre år er der kommet tre film og en mammutbog om Patty Hearst.
De – vi – stirrer ind i det mest kendte billede af hende og forsøger at forstå billedet:
Hun står med fast blik foran kampflaget fra SLA, og hun holder lige så fast på en fuldautomatisk og oversavet M1 karabin med et udvidet magasin. Hvad forestiller billedet?
Hjernevask? Kvindefrigørelse? Stockholm-syndrom? Sex? Sammenbrud?
Kort efter offentliggørelsen af billedet forsøgte sangeren Patti Smith at finde et svar. I en monolog til en nyindspilning af »Hey Joe« sagde hun:
»Patty Hearst, du står der med spredte ben foran Symbionese Liberation Army-flaget. Jeg tænker på: Tager du den hver nat med en sort revolutionær leder og hans kvinder? Eller er du virkelig død? Og nu, hvor du er på flugt, hvad tænker du på? (...) Ved du godt, at din mor sidder og græder. Og din far … måske har du hørt, hvad din far siger? Han siger … 'For 60 dage siden var hun sådan en sød pige. Nu står hun der med en riffel mellem hænderne'.«
Hvorfor?
For det skulle have været helt anderledes.
Patty Hearst var barnebarn af William Randolph Hearst, den største amerikanske mediekonge, og hun var blandt andet vokset op på hans slot i San Simeon i Californien.
Barnepiger lærte hende de rigtige bordmanerer, hun lærte at ride på de fineste raceheste, og hun blev sendt på de bedste kostskoler, og som 19-årig begyndte hun at studere på University of California i Berkeley i San Francisco-området.
Den revolutionære terrorgruppe SLA holdt også til i Berkeley og fik nys om, hvor Patty Hearst og hendes forlovede boede. 4. februar 1974 stormede SLA-medlemmer lejligheden og bortførte hende. De krævede, at hendes familie gav 70 dollar til mad til hver en fattig i Californien i løsesum. Hearst-familien vægrede sig.
Som gidsel begyndte Patty Hearst at læse SLAs propagandamateriale og deltage i de politiske diskussioner, og hun var angiveligt betaget af gruppens leder, den sorte Donald DeFreeze.
Bortførelsen var en daglig tophistorie i samtiden, som professor William Graebner beskriver i »Patty's Got a Gun: Patricia Hearst in 1970s America«.
Amerikanerne anede ikke, hvad der var sket med hende, men i april fandt de ud af det. SLA udsendte det ikoniske foto af den bevæbnede Patty Hearst foran SLAs kampflag med den syvhovede slange, og 15. april 1974 deltog hun i et brutalt bankrøveri i San Francisco. To kunder blev skudt ned under røveriet, og på overvågningsbillederne kunne man se Patty Hearst råbe og true med sin M1-riffel.
Sådan fortsatte hun.
Under et butikstyveri skød hun to medsammensvorne fri – hun tømte to magasiner mod butikschefen – og hun kaprede to biler og holdt bilejerne som gidsler. Hun fabrikerede bomber, planlagde drab på politifolk og var en hardcore terrorist.
Men 18. september 1975 var det slut. Sammen med et andet SLA-medlem blev Patty Hearst anholdt i en lejlighed i San Francisco.
Ved anholdelsen skulle Patty Hearst angive sin stilling. »Byguerilla« svarede hun, som Jeffrey Toobin fortæller i sin bog »American Heiress: The Wild Saga of the Kidnapping, Crimes and Trial of Patty Hearst«. Og fra varetægtsfængslet sendte hun følgende besked ud med sin advokat:
»Sig til dem alle, at jeg smiler, jeg føler mig fri og stærk, og jeg sender mine hilsener og min kærlighed til alle mine søstre og brødre derude.«
Et halvt år senere begyndte retssagen, og nu begyndte også sagen om »hvorfor«.
For Patty Hearst var ikke længere byguerillaen Patty Hearst. Hun havde forandret sig tilbage til den gamle Patty Hearst.
Hendes fremtræden var jævn og simpel, altid kontrolleret, hendes stemme var flad, hendes hud grå, som journalisten Shana Alexander skriver i »Anyone's Daughter«.
Over for politiet havde hun forklaret sin personlige udvikling til terrorist som noget positivt. Hun havde været »et fotografi under fremkaldelse«, som hun sagde. Nu hævdede hun, at hun havde været offer for hjernevask.
Hun var formentlig et taknemmeligt offer. Hun havde aldrig i sin rige og glatte tilværelse været ude for en sag, som kunne fylde et helt menneske, og pludselig kom sagen til hende. Hun greb den, skriver professor William Graebner i »Patty's Got a Gun«.
Hvis hendes retssag havde fundet sted i 1960erne, ville hun måske også være blevet troet. Men ikke længere.
I begyndelsen af 1970erne var USA et samfund gennemblødt af vold og forandring. Ligene af døde amerikanske soldater dyngede sig op i Vietnam, og hjemme i USA satte mordraten nye rekorder. I perioder var der fem terrorbombeangreb om dagen, og hippier, venstreorienterede, feminister og bøsser forsøgte at vælte den gamle orden.
Det hele skred tilsyneladende, og tålmodigheden med de komplicerede sammenhænge var efterhånden tyndslidt.
Amerikanerne var på vej mod Reagans og Rambos æra og ideen om, at vi er, hvad vi selv vælger at være.
Det var ikke miljøets påvirkning af individet, som skabte forbrydere og terrorister. Heller ikke hjernevask, traumatisk stress eller samfundet. Det var forbryderne og terroristerne, som selv valgte det.
Og sådan konkluderede nævningene også i Patty Hearst-sagen. Hun valgte selv efter sin bortførelse at blive terrorist, og hun valgte selv at forblive terrorist, og hun var skyldig. Kun en nådig dommer foranledigede, at hun slap med syv års fængsel.
Men hun var trods alt en Hearst, og familien havde forbindelser helt til tops.
Efter 22 måneders fængsel beordrede præsident Jimmy Carter hende løsladt, og præsident Bill Clinton benådigede hende i 2001 på sin sidste embedsdag, og »det er usmageligt, at de to præsidenter overhovedet viste hende nåde«, har Jeffrey Toobin – advokat og juridisk ekspert hos The New Yorker og CNN – sagt til NPR.
»Jeg har ikke i hele retshistorien fundet et bedre eksempel på, hvad en privilegeret baggrund betyder.«
Toobin udtrykker i sin bog »American Heiress« ikke tvivl om, at Patty Hearst valgte at blive terrorist, og i modsætning til mange andre terrorister har eftertiden været dumgod over for hende, siger han. Herunder også de to præsidenter.
Toobins bog føjer sig til den konservative ide om 1960erne - at de var en tid, som korrumperede amerikanske værdier. Alt blev dengang til samfundets skyld og dermed til ingens skyld.
I »Patty's Got a Gun« hører professor Graebner til den modsatte fløj; Patty Hearsts historie skal ses i sammenhæng med hendes tid. At gøre den til et spørgsmål om personligt ansvar og rigtigt og forkert, er at afstumpe debatten, mener han.
Begge forfattere er således eksempler på, hvorfor diskussionen om Patty Hearst bliver ved, og hvorfor bøgerne og filmene om hende bliver ved med at komme.
For Patty Hearst er måske som person umælende, men hendes historie er det stik modsatte.
Derfor bliver vi ved med at stirre på billedet af kvinden foran kampflaget og håber på, at billedet på et tidspunkt stirrer tilbage på os.
