Nu får Tonga endelig hjælp efter tsunamien. Men tager nødhjælpsarbejderne corona med?
Øriget Tonga kæmper for at tælle sine døde og kvæstede efter sidste uges vulkanudbrud og tsunami. Nu strømmer hjælpen til øen – men måske kommer en uvelkommen gæst med.
Omfanget af den katastrofe, som i lørdags ramte østaten Tonga i Stillehavet, er først nu ved at gå op for omverdenen.
Et pludseligt vulkanudbrud under havoverfladen udløste en tsunami, der har dræbt et ukendt antal mennesker og smadret store dele af østaten.
Først nu er nødhjælpen ved at nå frem til øen, men det bringer nye problemer med sig til den afsidesliggende stat.
For hvor resten af verden i to år har kæmpet mod coronavirussen, så har Tonga nærmest været forskånet for alvorlige konsekvenser af pandemien. Det kan være slut nu, frygter eksperter.
Mens østatens beboere desperat kæmper for at få renset øernes landingsbaner i lufthavnene, så nødhjælpsfly kan lande, frygter blandt andet UNICEF, at nødhjælpsarbejderne vil tage coronavirussen med til øen, på et tidspunkt hvor beboerne i forvejen er særdeles udsatte.
»Det vigtigste nu er, hvordan vi undgår at medbringe corona til landet. Uanset alt det gode, som vi kan bringe til øen, så vil hjælpen og situationen blive undermineret, hvis man også har covid-19 med til landet,« siger Jonathan Pryke, der er direktør for et øinitiativ på Lowy Institute i Sydney, en uafhængig tænketank, til The New York Times.
Det er en gammelkendt historie, at afsidesliggende øer kan blive særligt hårdt ramt, hvis de pludselig får sygdomme til øerne, som befolkningerne ikke er vant til.
Historien viser, at sygdomme som mæslinger og influenza, der måske er mindre farlige for befolkninger i lande, hvor de ofte forekommer, har kostet mange mennesker livet, når de er gået i land på en ø, hvor ingen tidligere har været smittet med de pågældende sygdomme.
En kamp
Det er en stor og omfattende kamp at få gang i nødhjælpsmaskineriet, der kan skaffe vand, fødevarer og nødvendigt udstyr til indbyggerne på Tonga.
Australien og New Zealand, som hører til Tongas nærmeste naboer, har i dagevis forberedt at sende omfattende nødhjælp til landet. De første skibe er sejlet mod Tonga, og flere fly står pakkede og klar. Men havne og lufthavne i Tonga er ødelagte, og det forhindrede længe, at nødhjælpen kunne komme afsted. Dillon Robert Anderson/EPA/Ritzau Scanpix
Katastrofen er så stor, at det tog hele tre dage, før omverdenen overhovedet hørte fra landets regering, og samtidig har det taget flere dage for den første nødhjælp at nå frem til øerne.
Der rapporteres om omfattende vand- og fødevaremangel på øerne, og skader i lufthavne og havne gør, at nødhjælp fra blandt andet New Zealand og Australien endnu ikke for alvor er begyndt at komme til øen.
Del:
Andre læser også
Europa
Anette fik viceværten til at låse døren udefra og sked i en spand på altanen i en uge. Helt frivilligt
Europa
Hvad frygter Sverige? Forsvarschef advarer om russisk reaktion og sender soldater i gaderne
Europa
NATO-chefen står i sit livs kamp med et bidsk Rusland. Nu drømmer han om et helt andet arbejdsliv