Mens krigsflyene summer omkring Taiwan, runger spørgsmålet stadig højere: Er USA og Kina på randen af krig over den demokratiske østat?

Kina sender stadig større sværme af krigsfly afsted med kurs mod Taiwan, og i USA kommer et voksende kor af stemmer med en ildevarslende forudsigelse om den demokratiske øs fremtid. Men hvor sandsynlig er en konflikt? Her er vurderingen fra topeksperterne i Beijing og Washington, D.C.

Taiwans specialstyrker i flådehæren er på krigsøvelse før kinesisk nytår 27. januar i år. Ritchie B. Tongo/EPA/Ritzau Scanpix

De kom susende fra det kinesiske fastland, og denne gang var de rekordmange.

Kursen var klar. De 25 kinesiske krigsfly, som blandt andet talte 18 kampfly og fire bombefly, havde retning mod Taiwan, den demokratiske østat, som Beijing kalder en udbryderprovins og har sværget at hente tilbage i folden igen.