Medier: Han udleverede Putins hemmeligheder til CIA – og nu er han på flugt

Han er den bedste amerikanske spion i Rusland, og han kunne levere hemmeligheder direkte fra kredsen omkring præsident Putin. Ved en mission i 2017 hentede CIA ham imidlertid ud, og nu bor han angiveligt på en velkæmmet forstadsvej syd for Washington. Men der er noget ved historien, som lugter ...

Internationale TV-hold tog opstilling tirsdag aften dansk tid foran det kunstige sydstatspalæ syd for Washington. Her boede en central amerikansk spion i Kreml, men det makabre spørgsmål er: Hvorfor har russerne ikke dræbt ham? Eric Baradat/AFP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske drøm er blevet større. Nu bor den på Partridge Lane, som er en park-lignende forstad syd for Washington.

Husene på vejen er små sydstatspalæer, som gennem variationer over ordet fake er blevet tilgængelige for middelklassen. Søjlerne er ikke rigtige søjler, murværket er ikke rigtige mursten, brædderne er plastik, væggene er billigt gipsmateriale, og i nummer 78 har fake yderligere en betydning.