Det drejer sig om psyke, vilje og muskelmasse. De førstnævnte to krav til optagelsen i de danske specialstyrker kan egnede kvinder givetvis opfylde. Derimod kniber det med musklerne, og derfor skal der afsættes mere tid til den del for at få kvinder ind på operative pladser i de danske specialstyrker.
Der er kvinder, der har søgt specialstyrkerne, men endnu er ingen sluppet igennem nåleøjet. Og det er følsomt emne, det med muskelsammensætningen, men fakta er ifølge Forsvaret, hvilket er støttet af amerikanske undersøgelser, at kvinder muskelmæssigt behøver længere tid til at udvikle den fysiske form, der er nødvendig for at kunne gennemføre og fastholde et af de mest krævende job i Danmark – en plads i Jægerkorpset, Frømandskorpset eller Siriuspatruljen. Sidstnævnte stiller ganske vist ikke helt så høje fysiske krav, men her er der heller ikke kvinder.